164
Glødende smæltede deres Ansigter ind i et Kys …
»Lader os æde og drikke, ti i Morgen skulle vi dø!« skingrede med Et en vild Stemme fra Udgangs-Døren gennem Korets:
»Lyster ungermö
dansa till sin dö'
bland de rosor och pioner — — —«
Og:
»Ho Satans boning tänker på
och de fördömdas pina,
hans blod af fasa stelna må,
hans kraft af ångst förtvina!«
brølede Salmen fra de to sorte, tilsneede Skikkelser, Skrædderen fra Elgå, Adser Popp, og Normanden Aslak Hogstad, Præsten Gustav Adolf Lammers Udsendinge fra Skien.
Gårdsdøren gabede åben bag dem, Kulden og Natten åndede ind i hvide Rimskyer.
»Där masken gnager, som ej dör,
där elden ej skall släckas!
Ack Herre, våra hjärtan rör,
att de i tid må väckas!
O människa, betänk dig väl!
se helvetet högt gapar — —«
Ude på Gulvet var Ung-Pelle og Ingiäll standsede i Dansen. Hun klynget, med forfærdet stirrende Ansigt, til hans Skulder.
Rokkehjulene tav, ene gamle Cillufs snurrede, uforstyrret af Salmen nu som af Laxarby-Valsen før. De unge Karle havde rejst sig, og Malungs-Kræmmeren, Börs Frisk, hævede sig på de vældige Næver over Skindposen, mens Jönköping-Malerens Bukkemund gabede midt i et Fnis, og de Gamles Fingre mekanisk søgte sammen.
Hånd i Hånd, med funklende Øjne og rynkede Bryn, sang de to Missionærer, med Skæggene stive af Sne, i Klædernes Kuldedamp:
