Side:Jærnet.djvu/177

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

171

og Aslak, der med fortrydelige Blikke skottede til hende, ti, omend from, hørte hun ikke til deres Kres, og Præsten Lars Levi Læstadius i Karesuando var ikke velset i »den fri apostolisk-kristelige Menighed« — — Dåben og Brugen af Kirkens Nådemidler …

Märta Moll nikkede kort og skred rask, med det klirrende Nøgleknippe ved sit Bælte, og fulgt af Farfaders gamle Tjener, Cornelius, gennem Køkkenet, hvor Pigerne og Karlene veg til Siden, Hexene duvede til Jorden, og Missionærerne trykkede sig op mod Dørstolpen, mens Börs Frisk hilste dybt, med den bredskyggede Hat i Hånden, og de Gamle nikkede tilfreds fra deres Bænke.

Men gamle Cilluf sang og spandt sin endeløse Tråd af Hjulet:

»En jungfru hon skulle sig åt kyrkan gå,
 den tiden gjordes intet lång.
Så tog hon den vägen åt blåberget låg,
 För henne gjorde sorgen tung.«

Sangen om den Bjærgtagne og Blåkongen — alle gamle Cillufs Viser, om »Bror och syster«, om Fru Gundeli, om Olof Adelin … Og hendes Sagn om »Konung God och prins Alskad«, eller om Præsten Göran, om Grevinden på Apertin og Pintorpa-Fruen og den onde Fru Rangela — Vallonernes blå Drømme og sorte Syner i den fremmede Skov, på »Bjærget« …

Nu blev hun ved, gamle Cilluf, den ganske Aften og den halve Nat, ved Rokkehjulet, utrætteligt som Viserne selv, kresende om den evige Ve.

Og med ludende Hoveder, sænkede Øjne og Hænderne klemte i hinanden, lyttede de Unge, med bespændt Bryst og tunge Sukke, i Anelse og Minde.

»Lille Lisa —«:

»Jag hafver sofvit hos en grefve i natt,
han hafver mig så illa bedragit …«

Og han angrer silde og byder sadle sin og Knægtens Hest: