174
Giftrod, udsået af Oberst Sinclairs Skotter i Gudbrandsdalen, Kreaturernes Morder, men, luget i Moserne en Torsdag- og Fuldmånenat under Ordet Ragustas Besværgelse, Menneskenes Frelser: Årenes Fordriver og Kødets Forynger …
Men Maja bandt Nytårsbundtet af otte Tråde, Helligtrekongers af tretten og Tyvendedagens af tyve, at tvinde den Elskedes Hu ind i ens, at ikke lille Lisas Lod skal blive vor. Hun hviskede Navnene på de ni Slags ulige Urter, der Midsommernat skal hænge over éns Leje, at man skal se den, der skal dele og befrugte det en Gang, den Uundgåelige og Ventede. Og hun varede mod at Spejle sig ved Spiddelys eller i Skumring — ti da vilde al Yndest forgå én, og man visne ubesøgt og gold …
Men til Barbro Fadeburspige, den altfor svære, hviskede hun Rådet, at krybe Nytårsmorgen før Solopgang gennem Hestens Buggjord, at fries af sin Byrde og blive frank igen. Men vover hun det ikke — Satan bier på den anden Side Gjorden, og Barnet bliver Gast og lever dog de År, som det skulde — Guds Love kan selv Maja ikke ændre! — agte hun sig for at gå bag tom og ubunden Sæk, ti da vil Fostret hungre det ganske Liv og tære sin egen Moders Kød …
Men den lade og sløve Sissela Bryggerske, som ene tænker på Fad og Seng, rådes til at lægge Glød i Karret før Mæskningen at slippe våge over, at Øllet ikke syrner, og Småsten, sankede, hvor Lynet slog ned, i Sien, og hænge Flyverøn i Loftsbjælken, at Forgørelse ikke skal få Magt, men de gode Vætter holde til under Gulvet.
Og Gris-Ulla messede over Trued Hestepassers koldbrændte Ben:
Job stod på stenar
och rensa sina sura ben
då kom Christus gångande:
»Hvad står du här och velar?
tag vatten i din mund
och spruta det i grund,
så blir du bra i samma stund!«
