175
Men gamle Cilluf sang over sin Rok:
»Det vore inte godt, att vara ett svärd utaf guld
och hänga vid riddarens sida!
När riddaren kommer i dryckesstugan in,
så drager han på svärdet med vrede.
Det vore ingen ro,
att sammankomma två,
som alldrig tilsammans kan vara!«
Og højtidelig, hvid og blind nynnede gamle Gideon:
»Når som vi komme för gudastolen in,
så voro vi syskonen båda!«
De to begærede ej Middel for Blindhed og Brøst, ej at vinde de gangne År og Håb tilbage, ej at gavne, binde eller vende Næstens ustadige Sind. De nynnede, og de spandt Livets lange Vise ud, dens sidste grå Tråd — de sang af Dødens Rigdom:
»Er vill jag gifva penningar och allt, hvad jag har
och allra mest du fattiga, som tigger!
Och se'n så vill bjuda all verlden god natt
och hvila mitt lekamen uti jorden ,..«
Det slidte Legeme, det nedbrudte Ler tilbage til Ophavet … Ikke Salmer, ej himmelske Hymner — men Folkeviser, Toner fra Jorden, fra det lange, kendte Liv … Vallonens Afsked, hans Tak …
En Gang —: Spinde Døgnets Tråd som Cilluf, som Nornen selv: lydige Hænder, en lydig Fod, min Tråd og min Vise til Ende, Hjulets evige Ringgang! En syngende Røst: et Vidne om Gud, uden Frygt og uden Krav, om hvad du fordrede, og hvad du gav, min Skaber!
En Gang —: om uoverskueligt længe, her ved Vejens Ende, ved Slægtstræets Rod, i Morgongåfvas snetunge Stuer — — Brynte og Susan og jeg selv, alle »Bjærget«s Børn — vi er samlede nu: God Nat og Tak for vor Dag, Fjende som Ven! nu kommer vor Nat, fælles som Barndom og Ungdom, som Ulivssår og Kærtegn …
