176
»När som vi kommo för gudastolen in,
så äro vi syskonen alla!«
Bølger i en Flod, som nu ebber …
De Gamle på Morgongåfva, i hele »Bjærget«s Gård — Gideon og Cilluf, de grå Skygger over hans Vugge, de lakkende Hæle, der styrede hans Tå — —
Og Sixten Råbock og Anders Stenkula, Jærnets gamle Tjenere, Kriger og Bogholder, i Bäckstugan dernede, i Farfaders gamle Kontor — —
Fjærne Aftner i dens lave Rum, bag dens tavlede Ruder og mørke Gardiner, ved Sixtens og Anders'es Fløjter — på Dragkisten, hvor han lyttede, ene, i Lugten af friske Æbler og Tapeters Mug — og vågnede og gøs ved at vågne, Barn mellem Gamle, ene og langt tilbage, pligtig til uendelige Veje, før han kunde hvile dér, omsider, hvidhåret, og fløjte …
Han vilde derover — dér hvor Farfader en Gang talte Døgnets blodige Mønt, og hans to gamle Ofre nu spillede sig Evigheden i Møde — det stilleste Sted på det stille Morgongåfva …
Alle Fugles Sang og alle Ånders Skrig, alle Profetier og Spådomme, ja Dommedag selv fik én Gang Ende.
Ilden brændte ud, Jærnet faldt i Rust og Urskoven i Støv, tilbage stod kun den store, stille Nat. Hvad vilde den af Dagens Børn, Vallonerne på »Bjærget«?
