Han smuttede ned fra Tiggertaflet, forbi den gysende og besværgende Skare i Røgen af Talglysene og de sydende Kedler, gennem Døren og op i Gårdens Mørke.
Elias Piehls Stemme sang omme bag Staldene i Ladegården. Lygterne, han havde tændt på »Ämbetsmännenes« Hus og Badhuset, flimrede mellem Virvaret af Skygger —, Tage, Gavle, Bislag og Svalegange, Morgongåfvas Vrimmel af Huse.
Steffan løb ad den kastede Sti uden om Hjørnestolperne, forbi de isdækte Ruder, under Brøndvippens sneføgne Kastel, kryssende mellem Trapperne og Klokkestablerne og de sammenskredne Kister og Tuer af Sne, hvorunder Resterne af Farfaders Smedjer, Sømboder og Kulskure sov.
Og dér, i Ruinernes Midte, i det fulde Skær af Laternen på Skindboden, lå Bäckstugan, med isdryppet Stråtag, udskårne Bislag og hvidrammede Ruder: det gamle Kontor…
Nætterne, når han ikke kunde finde Hvile for Smærterne, for Bandagens knugende Pres, for Bjælkeværkets Suk og Fosforulmen og Skovens Truen, havde han, under Veråb, stablet sig over Ende i Puderne, og mens Märta Moll fra Sengen inde i Sidekamret, vækket ved hans Bevægelser, men endnu halvt sovende, blidt og formanende nynnede Freses:
»Allt jorden mörkret täcker —«
fandt han i Lygte- eller Måneskinnet Stråtaget på Bäckstugan dernede.
Han åndede dens Lugt af Skimmel og dugvådt Mos og
»O hur kär den Herren späker,
hälst uti dess ungdomstid!«
