178
nemmet fra hans første Tanke, løsnede sin Tornekrans om hans Hjærte. Og Märta Molls Salmer for Morgongåfvas Aldersstegne:
»Mig dagen flyr, och åldern ögat skymmer —
eller
«Jag hafver en gång varit ung,
nu är jag gammal vorden —«
tyssedes bort i tvende Fløjters Spil:
»Goda gosse, glaset töm!
gärna ser din flicka
någon gång dig glad och öm
ibland vänner dricka!«
O Jacob Frese, som Märta Moll stedse maner os med — Elskovs-Sangeren, som, gennem Fædrelandets Ulykke: dets Heltekonges, ja al dets Ungdoms Sejrsløb, der endte i Ukraines Sne; gennem sit eget Blods Ørhed, der endte i årelang Sotteseng og årle Død, steg af Asken som den skæreste Røst i det Salmekor, der ledte Karolinernes og Sverrigs Storhedstid til Graven — o blodige Heros, du trænges ikke her!
De Gamle to, de kendte så lidt til Salmer som Cilluf og Gideon, de legede på deres Fløjter Åhlströms og Hæffners Melodier, de spillede deres Kort, deres Vira og Bizique, sugede deres Piber og fulgte fra Ruden Gårdens Liv …
Steffan stod nu under Bislaget, på hvis tvende, nu nedsneede Bænke de Sommeraftner sad med deres Krus Enebærøl og deres »Gäffle Våben«.
Han skød Døren til den lille Forstue op. En Lugt af ormædt Træ, af skrumpen Hud, hentørret Kød og blomstrende Krukkevæxter, af Alderdom og Podeskole, men ikke, selv ej med svageste Mindelse om Rust, af Jærncentral og Pengebørs …
Tilhøjre og tilvenstre stod Dørene på Klem ind til de to Rum, Hr. Sixten Råbocks og Hr. Anders Stenkulas, fyldte af Lygtens Skær og Møblernes Skygger. Men foran skinnede Glarruden til Fællesstuen, og her fra den høje Tærskel så Steffan de Gamles Hoveder derinde, bøjede mod hinanden
