179
i Lampens Lyskres — Hr. Sixtens Hårkam og Høgenæse, Hr. Anders'es Skaldepande og tykke Kind. Og i Husets Stilhed, så dyb efter Folkestuens Brus, hørte han de mumlende Røster og Tærningernes Fald på Bordet.
Han lyttede — og hans Hånd frøs på Klinken … Her lugtede ikke af Blod og af Jærn, og hør nu dog derinde …
Det var det evigt vante — den daglige Tvekamp mellem de to Gamle — om det, han var søgt hid for at glemme ..!
O, fly til Folkestuen igen! Herude, trods Dørens Værn, hørte han hvert Ord … Tjenernes Samtale i deres Herres, i Farfaders Hus …:
Hr. Sixten, der skulde have Rede på Gangen på Adamshyttan, på Gideons Ulykke med Ovnen hin Dag, da efter Folkenes Hvisken Patronen tog hans Øjne …
Hr. Sixtens grundende Stemme:
»Jamen du, Bro'r Anders, at »skullningen« virkelig ikke kunde hindres …
Bro'r Anders sagde en Gang: »»Hängningar« kendte vi ikke før den varme Blæst«, men se nu: »Skullningar«, var det bedre?«
Steffan kunde ramse de Spørgsmål på Fingrene, han havde hørt dem fra Barn, Dag for Dag! Og dog blev han stående for at lytte til deres evige Omkvæd, døv for Sangen histovre fra det dansende Køkken:
»Hvor meget Malm de dagligen havde regnet fra Persberg, hvormeget fra Långbanen og hvor meget fra Nordmarken?«
»Hvad af Kul, Kalk og Slig, der gik til en forsvarlig »beskickning«?«.
»Hvor mange Göser, Knipper Stang- eller Stokjærn og Tønder Søm, Dyrik Pramkarl og den længst døde Evert Månedsdreng plejede at fragte på de vældige Pramme, der nu stod under Vand på Daglösens Bund?«
Jo, nu dukkede Anders Stenkula sin blanke Isse og knurrede sine Svar … Hr. Sixten var jo så langt den fornemste af de to, Officér og Adelsmand, og måtte svares, men …
Å, nu kom Hr. Anders'es Tur — hans Pande foldede sig opad, hans Øjne plirrede blanke frem:
