182
Lænestolenes Øreklapper. Himmelsengenes Forhæng, Tapeternes Blomsterkranse og Portræt-Silhuetter — og de tvende Fløjter, Hr. Sixtens Ibenholts med Sølvknapper, signeret: Manzani, Firenze 1828, og Stenkulas af Krystal, Laurent, Paris 1833 …
Når Viraen om lidt var omme, når »Gask« og de andre »Bud« var til Ende, vil her kvidres fra Stue til Stue:
»Drick, men sällan och med mått!
Mins hvad Syrach skrifvit:
»Vin och vänskap smaka godt,
då de gamla blifvit«.
Tänk, hvad fröjd på gamle dar
gubbens hjärta känner:
Gammalt vin har gubben kvar
än för gamla vänner!«
Og Huset sejle for bliden Bør mod Døden med to spillende Bacchi Børn om Bord …
»Se i glaset, och du ser
jorden är ett Eden …«
Og dog — Steffan kiggede atter på Tå ad Ruden … Sixten Råbocks Hoved dér i Lampeskæret, bøjet over Kortene — Råbock'ernes sidste, under Nådensbrødets lave Tag …
Det røde Ar, der skyggede gennem Issen, og Hånden, som nu triumferende løftede »Gask på fire« i tre Fingerstumper … Knirket af Gyngeskamlen, der vuggede hans stive Ben med den knuste Knæskal …
Sådan vendte Hr. Sixten Råbock hjem fra sine Krigstog, fra Fædrelandets store Nederlag, og fandt Pardixhyttan, Råbock'ernes ældgamle Sæde, som Ruin — og fik sit Ly hos Farfader, der under hans ældre Broders, Rubens, Sygdom og Død og hans eget Fravær, havde ledet al Handel, al Vandkraft, alt Folkehold, al Rekognitionsskov til sig — og tilsidst Ejeren selv …
Hans Uniform på Væggen derinde — Epauletternes gulnede Sølv, Kyrassets og Passpoalernes skimlede Grønt og, som en Strådynge, Hattens knækkede Fjerbusk — Mand som Dragt slidt til sidste Tave …
