13
Brynte tav et Øjeblik, hans Vejr gik kort, han glippede med Øjnene og slikkede og slikkede over Læberne.
»Ja, ja da, Susanna. Det er ikke første Gang, du har løjet og brudt dit Ord til mig — og er du og Steffan så fine, at I ikke kan tåle Kul og Røg, så løb I kun jeres Vej! Men jeg skal en Gang have Faders Smelteovne og alle Smedjerne og Milerne og Gruberne med, og jeg er ikke for fin —«
»Å nej!« Susanna pressede den røde Mund hårdt sammen og strålede ud af Øjnene.
»Hvad mener du?« Bryntes Kinder blev grå.
Susanna bare så på ham, med sit tilknebne Smil.
Nej, nej! Steffan rakte Hånden frem — hvad var de uden Brynte?
»Du — du er ond!« Brynte gjorde et Slæng med hele Kroppen, »var du ikke en Tøs, så slog jeg dig ned! Nu —« han gav atter et Kast fremad og foer så i lange Sæt hen ad den tilsølede Vej, så Skierne banede lange, hvide Striber i Sneen.
Susanna lo, åbnede hele Munden og lo mættet.
»Så, nu bliver det slemt for dig at komme og bede om Forladelse!«
Men Brynte hørte ikke, hans grå Vadmelsryg og Gedehårssokker forsvandt mellem Sneflagerne.
Susanna lo stadig. Hendes Kinder brændte under det lyse Hår og den røde Hue.
Steffan trippede uvis. Hå, hun jog virkelig Brynte bort, og nu var de ene to, en Gang igen! Men — at hun kunde le — når han kom igen, hvad så? Og Vejen de'r — det var en af de gamle fra Hertug Karls Kæmpeslæder. Kulkørerne fulgte den endnu, 300 År efter. »Ad den er al »Bjærgets« Rigdom draget,« sagde Fader og — Nej, han var Herremand og Lærd, men — Milerne var hans, og Persberg Gruber — og Susannas Fader havde ejet Savolaxhyttan, før Bryntes tog den… Og Jærnet, å Jærnet — —
Men Susanna vendte sit Ansigt mod ham og greb ham ind under Armene.
»Så, liden Steffan, nu er det os to, op med dig og stå fast!«
