185
der årligt, ravende Skikkelser på hver en Sti, Deliriumsslagsmål i hvert et Hjem til Rigs- og Krigsgældens Betaling — og pludselig: Skuddet 16. Marts 1792 på kungliga teatern, da Solkongen, tjusarekungen faldt, og et sindssvagt Barn besteg den enevældige Trone…
Steffan gned og gned sin Pande mod Dørens Stolpe, dens Lugt af Rust og Blod.
v. Beskows Vers om Sverrig, som Farbroder begejstret citerede i Går i Historietimen:
»Åldrige jord, du är lik den gamle Atheniensaren;
aldrig man så på hans kropp utan att finna ett arr ..«
Råbock og hans Slægt, fra de Gamle i Trediveårs-Krigens Dage, Lucas Jæger og hans Fader, hver en Slægt og hver en Plet på »Bjærget« beedigede den Hyldest!
Og dog — hver Aften fløjtede Sixten:
»Drick! i glaset kärleken
ser sin himmel stråla!«
Og hver Morgen spejdede hans kobberbrune Ansigt med Ørnebrynene og den isengrå Knebelsbart deltagende fra sin Rude på Jon Kvæghyrdes Driven sin klokkeklemtende Hjord på Græsning i Skoven og Malla Hønsepiges Kamp med sin fjedrede Flok om Ærtetruget. På Majstangens Rejsen med brogede Kranse og Papirsblomster, farvede Æg og Petrus-Hane i Toppen; på den blå Hørhøst og den gule Løvbjærgning, på Tapningen af Vårens hvide Birke og Julebrygget stillet til Svalning i Sneen — på Steffans Leg med Pind og Båd i den ørkesløst brusende Hammerelv, på al den kresende Puslen her i Skovens Skjul …
Kun når Anders Stenkula trængte på med sine Spørgsmål, over Morgnens Tyndtøl og Strömming, eller Aftnens Kille og Rambus, magrede Hr. Sixten — Tindingssåret glødede, som blottedes den syge Hjærne derinde, Fingerstumperne fumlede, Gyngeskamlen gungrede … Og han stirrede som selve Mychowitz, Medusa. General Aminoffs Ord i Tavastehus: »Så lad os da med Hæder begrave Fædrelandet!«, hans og hans Slægts Sum, tordnede påny i hans Øre …
