Side:Jærnet.djvu/192

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

186

Den rastløse Strid, den daglige Kamp mellem de to Gamle for hver at By sit Minde, sine Jærnets År — og udforske den Andens: hvorfra eller hvortil gik det Malm, der havde rådet over deres Liv og knust det? …

»Gammelt Sludder!« vrissede Susanna ad Lucas Jæger. Og Ramsen løb i Lancaster-Skolen: »Nördlingen og Poltava, Sveaborg og Oravais, Freden i Nystad, Åbo, Hamburg, Fredrikshamn« — mens man gjorde sin Nabos Næse til en Negers med en Trækulstump eller drog Lod om Bjærggranater. Zacharias Pira fulgte jo med rystende Fingre Linierne i Wåhlins »Fäderneslandets historia« — han, som mistede sin Fader, den unge Trommeslager, ved Suttula og så sin Moder som tyveårig Enke, anede ikke Lærlingenes Moro dernede …

Hvad kom da Sverrig Steffan ved? Dette Rige, der kun halvvejs var hans? Hvorfor hjemsøgte det hans Søvn med sine Spøgelser? Hvorfor snublede hans Lege over dets Ligdynger? Hvorfor forfulgte Hr. Sixten og Lucas Jæger ham gennem de vårlige Skove og i Dansen med Susanna?

Jo — for flyede han til Moders Land, til Danmark, det lyse Land bag alle Skove, da — —. Hendes Broder, den unge Historiker Jens Wahl tog Guldmedaljen for sin Kommentar til Kansler Thomas Morus': »Utopia«. Men meldte sig som Frivillig i 48 og sprang i Luften med »Christian den Ottende« i Eckernförde Fjord. Og Morfader, den gamle Professor, faldt død om foran hans Navn på Opslagstavlen ved Kvæsthusbroen …

»Astrologerne lagde Jorden under Mars's Tegn,« sagde Farbroder.

Nej, lagde ikke Gud den selv?

Og — svor Steffan mod Jærnet, svor han da ikke mod Gud? Den, som ej bødede med Legemet, fik han ikke betale med Sjælen?

Tusinde Karoliner døde af Sår, Sult og Kulde, men ikke én af Sorg over Poltava. Men det gjorde Poeten Leijoncrona i Gesandtskabs-Hotellet i London! Efter Guds evige Lov!

Loven, der bød hver Jordfødt: Sixten Råbock og Anders Stenkula, Blinde-Olle og Denis Barchäus, Farfader og Far-