188
med udrakt Stav — Et Ansigt, sovende med lukkede Øjne, i Lygteskæret, i Hårets grå Pude — et hulkindet, udslukt Ansigt, en Døds på Vandring …
Steffan trak Vejret kort og nikkede.
Det var Stolle-Namnlös — Tiggeren, der til alle Spørgsmål om: Hvad han hed? eller Hvorfra han kom? kun svarede, Lensmand som Bonde, enstonigt, med lukket Blik: »Långt borta ifrån landsvägen!« og som var kommet så langt fra og for så længe siden, at skønt hvert Menneske, selv i Värmlands fjærneste Afkroge, kendte ham, vidste ikke én det Navn, der en Gang var hans eller det Sted, hvorfra han en Gang gik ud. Med sovende Øjne, med famlende Stav, fri for sit Nummer og sin Plet på Jorden, kun endnu ej for den selv, huskedes Stolle-Namnlös — de Gamle på »Bjærget« syntes: fra altid …
Dér gled han nu gennem Sneen, med bøjede Knæ, med Staven i Hånden fra Gårdens Mørke ind i Folkestuens Lysbue.
Steffan grundede her i Jærn-Kontoret, i Bäckstugan. Havde han set Guds rette Barn, den blinde Pilgrim — eller Forbryderen, den blinde Dåre? Savolaxhyttans Olle, Adamshyttans Gideon, »Bjærget«s tro Brugere, blindedes de af Jærnets — eller af Guds eget Åsyn? som aldrig, her eller hisset, skulde åbenbares for Stollen, for ulydigt lukte Øjne?
Herre, vis mig din Tjener, i hvem du har Velbehag, og jeg skal følge ham!
Er Jærnet dine Kår, din jordiske Lov, da bøj mig under den — og jeg skal ikke mere spørge hvorfor! Men, o Gud, hvorfor skabte du da Värmland, din Lystgård, med Fuglenes Kor, med Digternes Sange og Vallonernes våbenløse Hænder og vandrende Fødder? hvorfor skabte du Värmland og Valloner?
Steffan vendte Hovedet og lyttede. Gennem Vinteraftnen, over de brændende Lygter og de snedækte Tage, sang en Stemme oppe fra Hovedbygningens mørke Etager:
»Nu, Jacobs Gud, med mig du var,
gör lyckosam den väg, jag far!
vår Herres Jesu Kristi frid
ledsage oss till evig tid!«
