Side:Jærnet.djvu/195

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

189

Det var Märta Moll, der sang — Vandringssalmen »för resande till lands och vatten,« hendes Faders, den gamle Kunstmesters, fra hans Rejser Värmland og Dalsland rundt, at bygge det Ovne, Hamre og Bælge —: en Jærnets Tjener og dog en Guds, en Lydig og en Fri …

»Svinhugg! Svinhugg går, Bro'r Sixten!« lo Anders Stenkula fornøjet derinde. De var ved Kille og frie … men han …

Han løb under Lygten op mod Hovedhuset, der over Tagmyldrets Sneflager og Fyrreskovenes dunklere Skyer rejste sit mørke Bjærg, tegnet af slukte Ruder og lukte Døre.

Hun skulde fortælle en Gang igen, som da han var Barn, om de Rejser fra »Paradis«, Hjemmet på Björkudden, Jærnets Rige rundt, og Møderne dér med Vallonerne, de Frafaldne, Fornægterne, Oprørerne mod dets Lov, — de Vandrende og Søgende, som han elskede og frygtede …