Han ilte ind ad Døren under Våbenskjoldets forvitrede Stentavle og de basunblæsende Engle, i den trange, mørke Forhal med Elsdyrshovederne og Panelerne.
Et Lys gled ned over Gelænderet og Trappens mange hulslidte, drejende Egetrin. Märta Moll gik forbi deroppe, sortklædt, med det hvide Hovedlin, den tunge Fletning over Skuldren og Lyset i den udrakte Hånd.
»Märta«, han sprang op ad Trinene, med to i hvert Sæt, »Märta, fortæl, å fortæl i Aften om den Gang, da I rejste, du og din Fader!«
Märta standsede og skyggede med Hånden for Lyset, seende ned på ham. Hendes Ansigt, så fyldigt og friskt, skønt så blegt og alvorligt, og den tunge, lange Fletning af Guld … »Madonna«, sagde Farbroder, »en jordisk Madonna«.
Ja, Märta Moll, »der også kunde hedde Maria«, sagde Farbroder — den fromme og den huslige, hun som styrede og ledede dette vældige Hus og altid dog kun lyttede ved Jesu Fødder, Datteren af den tro Kunstmester, den frie Vandrer, der tjente og lød — hun måtte kunne svare ham: Er dette Guds Vilje — Sixtens og Lucas Jægers Sår, Olles blinde Øjne og døve Øren, Barchäus' Flugt fra hans gamle Hjem? er disse Tjenerkår fornødne, Himmeriges Pris?
»Märta, vil du fortælle?«
Han standsede, åndeløs, på det øverste Trin og så op i hendes belyste og beskyggede Ansigt under Hovedlinets hvide Bånd.
»Men Steffan«, hun smilte — å det Smil, det sjældne, det havde været hans Barndoms eneste Varme! — »er du ikke femten Ar og skal til Karlstad Gymnasium næste År og blive Student? Det var jo den Gang, du var Barn —«
