191
»Ja Märta«, Steffan klemte Hånden hårdt i Gelænderet, »netop! Jeg er ikke længere Barn og vil vide —«
»Hvad?«
»Hvad Gud mente med os, da —«
»Da?«
»Han kaldte os her ind til Fernebo«,
Han lyttede selv ved sit Herreds Navn — her på »Bjærget«: det fjærne Bo! … Märta Moll så på ham, under Håndens Skygge, hun nikkede vagt:
»Det kan jeg ikke fortælle dig, Steffan. Det må du selv erfare derude«.
Men Steffan rystede hæftigt på Hovedet.
»Nej Märta, her gror Jærnet, og her —«
»Her?«
»Her bor Vallonerne«.
»Og synes du de søger Gud?« Märta Moll strøg Lysets Tande. Hendes Stemme kom kold.
Steffan så på hendes Øjelåg, sænkede under de strenge Bryn — en Nonne … og Vallonerne! Hendes Hjem i »Paradis« — og hendes Møder på Landevejene … Han nikkede hæftigt.
»Ja, det, er det jeg vil vide!«
»Hvilket?«
»Om de søger Gud — eller flygter for ham.«
Märta Moll stod lidt, så sagde hun, med ét fraværende og blidt:
»Jeg kan gærne fortælle, Steffan, vi er ene i Aften. Men svare dig kan kun Gud selv«.
Steffan nikkede: Gennem os, Menneskene, som han skabte!
Märta Moll gik hastigt frem gennem den mørke Korridor, med Hånden løftet skærmende for Lyset, som viftede Loftsbjælkerne og Egetræsskabene frem og atter slap dem i Mørket bag Steffan. —
De sad i hans Barndoms Kammer, på den Løjbænk, han bares ind på, da han atter kunde hvile uden Jærnkorsettet, og hvorfra han med glippende Øjne havde mødt Dagen, de brusende Birketoppe og de baskende Skader, efter Vintrens Nat af Skodder, Spiddelys og Træormes Gnaven.
