192
Og han støttede som den Gang sit Hoved mod Märta Molls Skulder, med sin Hånd i hendes.
Men nu brændte Birkebålet i den åbne, hvide Kamin, og dets Skær flagrede over Panelernes blegede Guldlister og Møblernes snoede og kuglede Ben. Og Mørket bag den lave Rude tætnedes af Fyrrekroner og Vinterskyer.
Og han skulde ej længere i Drøm lytte til et Eventyr, men årvågen til selve Livet: »Bjærget«s derude, ej længere fjærnt og ham, der skulde dø, uvedkommende, men nært, som Skovens Sus, som Blodet i hans Øren, gavmildt og nådeløst krævende ham, der skulde leve og stå til Regnskab for et Liv.
»Men Märta«, han så op på hende — hendes Pande glødede dér i Ildskæret, yngre, mer levende end før i Lyset og i Dagen, nu Barndommen og »Paradis« var nær — »fortæl først om »Paradis«, om Björkudden, og så om Rejserne i Järnbäralandet og dem, I mødte dér!
Märta Moll så hen for sig, de vågne Øjne gled bort som i et Slør, den hårde Hånd om Steffans lindede. Hendes Røst kom, knap hørlig, men kendt i hvert Ord, og foroverbøjet, med Åndedrættet gemt i hendes Skød, lyttede Steffan …
Og frem steg Næsset, Björkudden, af Värmeskogens Dyb,
af Glafsfjordens klare Vande, med den gamle, røde Gård
mellem mørke Graner og hvide Birke, under Grønsværstaget,
med mossede Udhuse og Stolpeboder, i Sus af Vinde og i
Lullen af Bølger fra det uendeligt Fjærne, som her omsider
fandt Hvile.
I de græsgroede Spor kom Märta og hendes Fader kørende. For sidste Gang sprang hun af og åbnede den sidste Grind, og ved den grøntgroede Tærskel, hvor Bedsteforældrene, hvidhårede og milde tog imod, mens de solgyldne Birke dyssede over Taget, og Fjorden blånede gennem Løvet, endte Årets uendelige Vej.
Hjemme — hjemme fra de altid nye Kamre, de mugne, kolde Rum, de altid nye Lyde af Fosser og Bælge, den nye Mad, de nye Mennesker! Hjemme i de kendte Stuer med de gule Lerkaminer, de tapetbetrukne Loftsbjælker og Væg-
