194
Og over det røde Davrebord, med den norske Øllebrød og Sandosten, lød nu Bordbønnen af »Mose och Lambsens wisor«, Georg Lybeckers fromme og forbudte Bog:
»Nu kommer du igen, du milde himlavän
och utaf land och strand
bereder mig min mat
och fyller upp mitt fat
utaf din rika hand.
Välan! i Herrans namn
och af hans nådes famn
vi taga nu vår spis.
Se'n skall af hjertans grund
vår ånde, själ och mun
sig öppna till Guds pris!«
— Om Eftermiddagen sad hun og Fader yderst på Næsset og hørte Bølgerne hviske om deres Langvejsfærd: om Kattegattets Storme og vilde Vande, om Bohuslåns Klipper og Skær ved Kungelf, om Götaelvs grønne Enge og røde Gårde under grå Klipperygge, om Vänerns vejløse, blæsende Indhav, om Sivene og Ættehøjene ved Säffle, om Hare- og Björnö- og Glafsfjordens Skove og Øer og mange, hundredårige Brug, om Hvilen her i Björkenäs' Skygge, i Värmeskogens Inderste.
Med Hagen i Hænderne, med bøjede Hoveder lyttede de.
Længst inde fra Sulvik kom Jössefossens Kogen, en dæmpet Hammer fra Elgå Brug … Og fra den anden Vig, Kyrkviken, en Rullen af Vogne, der svandt med Brisen over Fjorden — Bud fra en fortryllet By, Arvika, i Skovene. Og Elgå Kirke stod derovre med sin Spejling, stille som et Syn, der vilde svinde, om man strøg Hånden over Øjnene, men som dog altid stod.
Lyttende sad de i den dybe Hvile, under de hvide Birke og de mossede Fyrre, ene med Bølgerne, der som de var Värmlands Børn og Jærnets Tjenere; der bar det på de brede, flade Pramme fra Faktorie-Stedet inde i Sulviken, ved Terges gamle Offerkilde, hvor de tungt belæssede Kærrer med dampende Heste og sortsmudskede Mænd dukkede ud
