196
Grænseskel i Värmeskogen — og gav Björnö dets endeløse Skove, til Crispin Löwenhielm, der løb fra Värmlands Bord med en Træske og kom igen at søbe dets Mad med en Ske af Guld, den første af urolige og hjemkære Jösser.
Om Sven Hilding på Hillringsberg, der faldt for Piccolomini ved Breitenfeld i Trediveårs-Krigens Dage; om Karolinen på Berg, Carl Palmfelt, som fangedes ved Niepr og trællede i Tobolsk i fjorten År; om Gustavianen på Fors, Major Carlstén, Helten fra Muhengini By. Om Kanonerne, som Bølgerne slæbte til Gustaf Mauritz Armfelts Hær ved Eda — tredsindstyvepundige Mørsere mod Hunger og Frost og Tyfus! Om Georg Adlersparres Proklamation til Västra Armé, der læstes den Dag i Dag i Ökne Gæstgivergård: om det hardt tilintetgjorde Fædreland … om Jærnet og dets Lege …
Og Bølgerne hviskede for Märta og hendes Fader, der lyttede, om de Navnløse og Glemte, om de vexlende Slægter, der havde færdedes bag Gårdenes lange Vinduesrækker og skuet ud mod Skyernes og Trækfuglenes Dragen gennem den ensomme Dal. Om Børnenes nøgne Liv mellem Sivene i Leg med Bævere og Oddere; om Sønnernes og Informatorernes Vinken fra de hængende Karme, der drog til Uppsala Universitet; om Døtrenes Elskovsmøder i Syrénlysthusene, om Anna Lisa Lilljebjörns og Erik Gustaf Geijers på Odenstad og Laura Tegnérs og Edgrens i Kila. Om Markedsfærder og Slægtsbesøg i Firspandskarosser, der læssedes på Færgerne og vandtes ned til Landevejen fra Karlstad, som endte mellem Birke og Siv over for Vejen fra Norge. Om lange År, henvandrede under åben Himmel, hendrømte i vuggende Både, henspillede ved Violin, hendansede på Gæsteri, her hvor de sad én Familie fra Gård til Gård. Om Alderdommens sidste, ensomme Timer, når Trinene genlød i de øde Stuer, og de rindende Øjne søgte ud over Elven, som åndede gennem den hjemlige Dal med det vadende Kvæg og de kendte Gårde et Budskab om Målet, det ukendte Hav bag Värmeskogen.
Ja, »Paradiset«s Bølger hviskede om et Liv i Frihed og legende Glæde, et Vallonernes Liv — men hviskede også
