197
om ét i gloende Ovne, i røgomhyllede Smedjer, skjulte bag Herregårdenes Parker; om aldrig tiende Hamre, om altid kværnende Hjul; om Barndom grå som Ovnenes Aske, og Alderdom, der aldrig gennem Labbhiens Hornrude så Solen skinne over det grønne Gillberga.
Om dem, der i Fællig med »den svenske Industris Fædre«, Paschilius Dionysius Chenon og Louis de Geer de Chaynée, drog herind i de fremmede Skove — og som fik Hestens Rolle foran Jærnets Triumfkærre, Valloner også de … Hør Smeddenes Navne derude: Anjou, du Bois, Boivie, Drougge, Pousette, de Bourgh — Søn efter Fader, fra År 1600, hamrende foran Essen … Som de la Tuange, van Ferren, Poignant, Nauclér, Kolthoff, Rhodin: tronende for Enden af fyldte Gildesborde, dansende i Spidsen for den Langdans, der slyngede gennem Dalen sin Kæde af Ungdom og Musik …
Ja, Valloner alle — som Sibalon, den vældige Smed, Samson på Hillringsberg, der en Dag slængte Essens gloende Jærn gennem Herregårdens Rude, bandt Forvalteren under Hamren og brød Smedjen ned over sit Hoved og begravedes under dens Ruiner …
Men tys — Spiddelysene brænder over Bordet under Björkenäs' lave Tag. Med bøjet Hoved, med foldede Hænder læser Fader Salme 308:
»Kristen, var för Herrens skull
mänsklig ordning undergifven!
Fullgör, glad och kärleksfull,
denna lag, i ordet skrifven:
»Frukta Gud,« är Kristi lära,
»och därnäst din konung ära!«
Og næste Morgen sad Märta og hendes Fader i den tohjulede Karre med Værktøjskisten og nikkede Farvel til Morfader og Mormoder dér under Tagskæggets Mos. Og Grinden åbnede sig bag Fyrrene, og Paradis-Drømmen var endt. Det gik ud i Järnbäraland påny — at for Herrens Skyld lyde Menneskenes Orden. —
— Märta og hendes Fader kom kørende højt oppe over Klarelvsdalen, ad den nye Landevej gennem Södra Finnskoga,
