200
»Gud, din allmakt oss ledsage,
att vi nå en önskad hamn!«
Hvor ofte havde hun ikke, rundt omkring på Brugene eller i Gårdene, hvor de overnattede, hørt Kvinderne sige til Fader, eller senere, da hun var blevet større, hviske det om Aftnerne, når de troede, hun sov på »gjället«, Sengestedet oppe under Loftet, mens de samledes om Talglyset: at det var Uret af ham at føre hende med på de evindelige Rejser i alle Årstider og Vejrlig. Var det noget for en lille, ung Pige?
Hun smilte — å, de skulde vide, at kun her i Verden vilde hun være, her på Vognen, som Faders Hånd støttede, under hans Ulveskindspels i Vintrenes Snefald, ved hans Side på Bådtoften i Sommersolen — ja, kun her! end ikke på Björkenäs, i »Paradis«, hos de to Gamle!
Ikke noget for hende? Hvad andet skulde der være for hende end at følge og trøste Fader i hans Ensomhed og hans Sorg over Moder, der døde, den Gang hun fødtes, og som hun af Gud sendtes til at erstatte?
O, vidste de, hvor lykkelig hun var, når hun kørte forbi deres trygge Gårde bag Grinder og Hegn, mens de tændte deres Lys derinde, og Regnen blindede hendes Øjne på den mørke Skovvej herude, og hun og Fader skulde se at finde frem til en eller anden Stue langt henne, til Søvnen på Ovnbænken i en Finnes Røghytte, i Loftssengen i en Kulsviers eller Soldats, i Kalveskindslagnerne hos en Storbonde eller bag Sparlagnet i en Brugs- eller Herregård — men altid sammen og ene to!
»Hun kan jo intet lære!« klagede de. Hun smilte. I Husforhørs-Protokollen stod ved hendes Navn, i samtlige Kolonner Karakteren A+ ved decologus som ved coena Domini og baptismus — derhjemme hang jo »Hustavlen« med de 10 Guds Bud på Væggen, og endnu aldrig var hun blevet Svar skyldig, hverken på questiones Svebilii, Syndsbekendelsen eller Davids syv Bodssalmer. Præsterne kunde bare spørge … Men de spurgte sjældent, for de vidste, at Fader, ligesom de gamle Morforældre derhjemme, var »Læser«, var Tunborgianer og ej begærede Almagtsriget, men
