203
Skumstænkene hvidnede i Solrøgen under de blånende Skove. Vingäng utallige Holme, Bjærgmurene, Himlen sejlede med —
Færgen skurede i Sandet, og alt hvilte atter. Kun Elven ilte, kaldende, vinkende dem, som en Gang Olof den Hellige til Kors- og Krigstog mod Nerike og Vestergyllen, at omvende og erobre — —
Pilebuskene i Engene blæste. Her mødtes fordum ved Botvidsmesse Pilgrimsskarerne — fra Sverrig på Færd mod Olofs Grav i Nidaros, og fra Norge mod Sankta Birgittas i Vadstena — og ved Mickelsmesse igen på Vejen tilbage til Døgnets Dont. Og her stod endnu Vingengene fulde af dybe Gruber efter de Danse, som de trådte, Favn i Favn, i Syndefrihed og Mjødrus …
Og om Engene lå Gårdene, énetages, sølvgrå af Ælde, med Vinduers og Døres Rundbuer og Tages Hvælv. Derinde gemtes Runestave og Rosenkranse fra de Dage og Pergamenter med Messenoder og Munkestil. Men Flinteøxer hang i Ovnspjældets Snor til Værn mod Graim, Hök og Bold, de ældste Beboere her i Elvdalen, der ej undte Efterkommerne det blidere Liv. Uforståelige Ord på Latin råbte fra Børnenes Munde under Legen, Striden og Bønnerne mellem Sommerens Blomstermylder eller mellem Vinterens Dragklæder og Vægstokkenes bibelske Malninger i Blomster og Løvværk.
Højt over Tagene, lagte med Sten for Høststormene, langt ude i det fjærne Blå kløftede sig, i Ömtberget og Slettnehammar, Porten ind til Norge, »Verdens Ende« for Menneskene i de grå Gårde og for Märta og hendes Fader med. Ti derud igennem, til det fremmede Rige, førte aldrig deres Vej. Men foran snoede den sig, i utallige Bugter: Elven, lysende hvid, spejlende Himmelstriben mellem de skumrende Tinder, Vejen til Järnbäraland.
Men for i Aften forlod Märta Moll og hendes Fader den og drejede ned gennem den mørknende Birkeallé, mod Dalby Præstegård på Bredden, hvor de skulde overnatte. Hos Pastor Rudenius var de altid velkomne, han var jo en Frafalden som de, en »Læser«, hvis Embedsbrødre mere end én Gang havde forklaget ham for Domkapitlet, og som
