Side:Jærnet.djvu/211

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

205

nu overgroede Kapel, og Femtåen, som i hvide Vandfald kogte langt hen i Hovedelvens lyse Vande, mens Stangjærns-Hamrene dunkede, og Melmøllen brummede inde i Bjærgkløften.

Snart kørte de dybt nede, hvor Tømmerstokkene drev, og Jærnprammene skoddedes op mod Strømmen med lange Stave, med Kæmpeårer og trukket af syngende Mænd på Trækkestierne, snart højt oppe under Fjældsiderne, hvor Elven sås i sit kommende og svindende Løb gennem den uendelige Dal, med Herre-, Officers- og Bøndergårdenes hvide, røde og grå Prikker på Næsstumperne, i Engstrimlerne eller Skovenes Fyrrereder.

Ene Bjærgfinkens Pippen spurgte heroppe mod den fjærnblå Horizont, Løvet suste langmodigt, og Vildbækkene sprudlede i de hule Trærender, hvoraf Hesten drak mellem dansende Myg. Gennem Augustdagen kom en Lugt fra de dybe Skove, af Gær, en Em fra frysende Skjul, hvor Solen aldrig skinnede, og Sneen biede Året rundt de næste hvide Fnug. Nede fra Dalen bar Vinden hid de fjærne Slag af Banketræer fra Kvindernes Vaskepladser, og Osen af deres Ild. Eller spredte Stemmer — fra Flöterne, fra Elvchefens Båd eller Tømmerhandlernes og Købmændenes Pramme.

Det var »Sätersöndag« — Dagen, da Dalens Døtre, der hele Somren havde levet på Sætrene, ene med Kvæget, efter at Fæboderne nu var stængte, og de klokkeklemtende Køer drevet hjem til Staldene, viste sig i Kirken igen. I Långaf kørte de gennem Kirkegængernes festlige Skarer, som flokkedes på de grønne Tun under Kirkens høje Spir — store, statelige, lyse, Skovenes og Bjærgenes Børn i deres gamle Dragter: Mændene i knælange Frakker, kantede med røde Bånd og med røde Lapper på Skuldrene, røde, toradede Veste, gule Elghudsbuxer, udsyede Strømper og Skindkasketter over det lange, rundklippede Hår; Kvinderne i blå Vadmelstrøjer med opadbøjede Skød under Fårepelse, rødbræmmede Skørter, med gule Bukkeskindsremme i Skoene og Halm flettet i Håret.

I tause Flokke, med Salmebogen svøbt i de blomstrende Tørklæder, med Isopkvisten mellem Fingrene stod de og ventede, Husfædrene og -Mødrene og de unge Karle.