209
Han kom fra de vældige Uddeholmsværker ved nedre Klarelv: Munkfors, Deije og Mölnbacka og fortalte, med Grævlingeskinds-Huen skudt i Nakken og Messingbrillerne på Næsen, om de nye Bælge, som engelske Ingeniører var ved at stille op dernede.
»Bælge af Jærn!« stammede han og fægtede med de stumpede Fingre, »hvad skal de så med Bælgmager mer?« og han stirrede trist gennem de irrede Glarøjne. »Og Varmblæst laver de, hvor én nu kommer — lige siden David af Uhr byggede den første ved Brefvens Brug … De sparer Kul, siger de — men de sparer også Bælgmager!«
Fader pillede med Pisken ved Hestens Nakketræ.
»De får bedre Ovngang,« sagde han dæmpet, »bedre Jærn — og mere.«
»Ja,« Bælgmageren løftede Hovedet, »én får ikke tænke på sig selv — og trøste sig med, at én er gammel.«
Fader nikkede, og Märta så på de to, som var grånede i Jærnets Tjeneste, og af hvilken den ene nu stod ved sin evige Afsked.
»Meget vil, ændre sig her i Värmland, Mester Moll,« sagde Bælgmageren, »den varme Blæst vil kanske snart blæse de Patroner bort, der nu blæser ad mig … Men — bedre Jærn og mere — så får ingen klage.«
»Hej, ohøj! o hiv, o høj!« sang det fra Elven.
Stampende i de sandede Skrænter hev en Skare mørkhudede Fryksdalinger, foroverludede under Rebene, en vældig Pram, ladet med Jærn til Randen, op mod den stride Strøm.
»O hiv! O hoj!«
Fryksdalingerne, de uroligste af alle Värmlændinge, de i tusindvis gennem det ganske Sverrig Omkringvandrende, de hvis Kvinder og Oldinge ene fik skøtte Agerstykkerne derhjemme, spændte her for Jærnet …!
Det var Hvitsandsboer, fra de endeløse Sandsletters ensformige, tyste Fyrreskove og Dværgbirkens Hjem på de høje Bjærge.
Og nu — et Råb, en broderlig Hilsen: forbi Faders Køretøj og Bælgmageren skridtede med lange, tunge Fjed
