Side:Jærnet.djvu/216

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

210

en Klynge Grubetømmere fra Fryksände og Sunne Sogne, »Bønderne«, som Grubekarlene smædende kaldte dem — og på hvis Arbejde med Underbygning og Afstivning af Stollerne deres og hele Värmlands Liv beroede! De kom fra Timileskovene nu, dér havde de udsynet de Stammer, der ene var stærke nok til at bære Malmen oppe, og de ene kyndige nok til at tildanne. På de Bjælker, på de bøjede, sorte Nakker hvilte »Bjærget.«

»Stackars Hymer« hed Prammen derude, som svajede, tørnede mod, kørte fast på Stenene og haledes løs igen, duvende og rokkende frem med sin Last. Stakkels Hymer, som Fader læste om hos Afzelius og Ling, af hvis Kæmpekrop de høje Guder skabte Himmel og Jord …

Men nu jublede en Stemme, en Violin gnidrede:

Upp genom luften, bort öfver hafven,
hån öfver jorden i stormande färd!
Morgonens drottning med rosiga stafven
vinkar oss ut i den vaknande verld!
Upp till de brusande
böljornas lek!
upp till de susande
lundarnes smek!
Människan, djuren i qvalmiga nästen
lyssna med om till vindarnes dån,
Vi sväfva frie till himmelens fästen,
komma med budskap igen derifrån!

I Galop, med flagrende Fjerbusk og daskende Kårde, med Tøjlerne om Halsen og Violinen under Hagen jog en »Grøn«, en Officér af Jægerkoret forbi i sin dinglende Karriol, stænket af Vejskarn fra Hjulnav til Ruf, med en langhåret, fløjlsjakket Fyr, der truttede Melodien gennem sine hule Hænder, ved Siden af på det pjaltede Sæde: en rejsende Portrætmaler fra Danmark eller Tyskland, hvis Malerkasse og Staffeli dansede Hopsa bag på »rapphönan«. Den magre og pjuskede Krikke med de vældige Knokkelben sprang, de usmurte Hjul hvinte. De to var på Farten efter et Måltid Mad og en Snaps, et Slag Kille og en Seng, for i Nat eller for et År, som det faldt sig … »De skal