16
han troede jo slet ikke på de Eventyr, som Brynte, som Susan, som alle de andre. Han var ikke en Gang bange for Bjørnene, de gik jo helt nede i Skovene om Östersjön. Og Ulvene — de havde rigtignok hylet slemt i Nat, Hundene havde glammet ustandseligt nede i Gården …
Men — han skottede til bægge Sider — som en Grav stod Skoven om ham, høj og sort, under den lukkede Himmel.
Ja, Skoven, Skoven var han bange for! Han havde grædt som lille derhjemme, når Skovene suste om Morgongåfva og han vidste, at de aldrig hørte op, at de blev ved, at hele Värmland var én eneste susende Skov. »Värmeskogen« sagde Farbroder. Og Märta Moll måtte synge sine Salmer for ham, og endnu i Søvne havde han grædt. Landene derude, de åbne, Nordanskog og Sunnanskog — Moders Land, Danmark, han længtes imod dem. Men fangen lå han i Skovenes Midte.
Ja, Skoven var han bange for, bange og bedrøvet — —
De andre, Susan og Brynte, de tænkte blot på Grubefruen, på Hyttegubben, Skov- og Sørået og Gasterne, de arme, små Barnesjæle — hå, de var dumme! Som hos Zacharias Pira, da de var små, i Lancasterskolen, da han altid måtte hjælpe dem …
Men — han standsede, som fanget i sit eget Slædereb — hvad nyttede det, når de var stærke og kunde gøre, hvad de vilde, med sig selv og med ham? som nu i Dag, som den Gang i Tårnet …
Nej, ikke Brynte! pyt, hvad brød Steffan sig om Brynte? Han måtte lyde ham, når han befalede, en liden Tid. For Brynte var som en voxen Mand og vant til, at selv Hammersmeddene og Grubekarlene lød ham. Men så sneg han sig bort og vrængede Ansigtet ad ham og huskede på alt det, som Fruerne i Filipstad hviskede om ham og hans Fader, når de sad sammen over Brodérerammen ved Kaffegilderne, og på, at han aldrig kunde lære Strelings gamle »Grammatica latina« og aldrig forstod de Digte, som Farbroder læste for dem efter Timerne på Idet. Men Susanna —
»Tøs!« hvæsede han pludseligt og Spyttede.
