217
og kaldtes nu alt Sverrigs Folk sammen om dets Bedrifters Bog, som gaves i hver Bondedrengs Hånd.
Sagte drog Luftningen gennem det sivgroede, birkehængte Sund, fra den øvre Sø til den nedre, viftende over deres Hoveder, legende med de glødende Rønne i Præstegårdens Have og de hundrede vilde Duers Kurren fra Kirketårnet, slettende sine Spor i Vandet.
Et Gardin flagrede fra det åbne Vindue i Gavlen, en Fløjte lød, prøvende midt i Senhøsten Arrhén von Kapfelmans: »Våren är kommen —«
Så var Jean Jacques Fryxell for Øjeblikket hjemme, i det lille Rum, der her, som i alle Gårde, altid stod Rede til »Farbroder Adonis«, til Värmlands mest elskede Søn og største Døgenigt, der ejede sit Hjem i hundrede Pigehjærter og under Värmlands skønne Himmel, Fryxellstammens golde og tilbedte Skud.
Og som Fader fortalte om Olof Trätaljas Folk, der nåede helt herop og ryddede Skov, om Hannibals- og Krabbefejdernes uforfærdede Bønder, om Herrerne på de gamle Brug, de arrede Krigere fra Trediveårskrigen og Karl den XIIs Togter, om den Klang af Skovøxer og Sværdslag, af Smeddehamre og Violiner, Danse- og Vandresange, der stod omkring de trende Søer, følte Märta, at de holdt i Värmlands Hjærte, i Vallonernes Hjem.
Et Timeglas var disse Søer, og Menneskeliv havde rundet igennem dem i festlig Il: Fryksdalingens Liv — Officérens, Tømmerfløterens, Jærnkørerens, Eventyrerens, den vandrende Håndværkssvends!
Hver Vår drev mer end tusinde ud at vandre, som Bølgerne fra Sø til Sø. Hvor løb i Landet en Vej, som ikke en Fryksdaling kom travende ad, lille, mørk og gnistrende, fuld af Nyfigenhed og Vovemod — som selve Svensken havde løbet i Gustaf Adolfs og Karl den XIIs Hæle Europa rundt …
Jo, her skulde Värmlandssangen synges, og Värmernes Historie præntes, Sangen om de sorgløse Sjæle og Vovehalsenes Epos!
Og her i Broen mødtes de mange Veje: vest på hjem
