Side:Jærnet.djvu/224

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

218

til Arvika, til »Paradis« på Björkenäs, hvor de endnu ikke turde komme; øst på til Nedre Klarelvsdal og Nyed Bergsag, hvor Gildesviolinerne tav så lidt som Stangjærns-Hamrene; nord på til Finnskovenes og Sevedsbergets Ubygder og ensomme Hjem; syd på til Vänerlandet, Herregårdenes og Handlens, hvor Bygd alt ryddedes i Ane hin Gamles Dage, hvor Kristinehamn og Karlstad lå, hvor al Jærnet og Tømret drog ud og Skibene ind fra Kattegat —: Landshøvdingens, Biskoppens, Generalernes Residens, Värmlands Lærddomssæde og Hof.

Der havde Märta Moll og hendes Fader intet at søge. Nyed Brugene såvel som »Bjærget«s, Karlskogas og dem nede ved Björneborg havde de besøgt i Våren.

Nu drog de langs Mellan-Frykens vestre Bred, gennem Emtervik og Fryksände Sogne, over Norselven, ned mod Vänern, der hilste dem for første Gang på. Slottsbroens Færge, med Syn af uoverskuelige Vande, med Pust fra usynlige Kyster —: det vældige Indhav.

De åndede hurtigere og friere, som de skvulpedes her af de urolige Bølger, Skovene lå bag dem, de øjnede kun Vande, de vuggede ved Värmlands Port. Brisen fra Verden derude blæste dem om Pande og Hjærte.

Og fra nu af, efter at de var nået gennem Svänkevikebakkernes dybe Hulkløft, kom de ret ind i det vandrende Värmland. Flokke af Håndværkere og Spillemænd, Sløjdere og Bissekræmmere og Vagabonder. Men navnlig af »Knægte«: »blå« og »grønne« Officérer, de altid farende, »Kavallererne i Gårdene,« piskende af Sted i de højthjulede, kurveflettede Køretøjer, grå fra Hjulring til Vadsæk og Kasketskygge af alle Vejes Skarn, leende af fuld Hals ad det sidste Eventyr, på Jagt efter det næste, skrålende den sidste Vise fra »Filikromen« eller Sangen fra »Värmlands-Tidningen« i den skæmtefulde Dialekt:

Å jänta å ja', å allt uppå landavägen,
å ja'
å jänta å ja', å allt uppå landavägen!«

mens Spillemanden nede på Vejen snappede Fedlen eller