221
hulbrystede, sammensunkne, stumme Arbejdere af Haqvin Spegels: »Guds werk och hvila«.
»Kraftiga äre tin ord, titt nampn är höjt öfwer allas,
stoor uti råd och mächtig i dåd tu, Herre, må kallas…«
Hun så Ansigter for sig, belyste af Hyttekransen eller af Grubekarlens Fyrrefakkel i den bælgmørke Stolle — Ansigter fra de sorte Skove dér i Nord, fra Finnernes Røgstuer og Skovhuggernes Rishytter og Kulsviernes Huler. Hun så Elisif blind og stum og ene i sin Lytten. Hun hørte Bælgmagerens Suk: »De er velkomne, Spillekanterne, jeg ikke.«
Og de blodige Strofer fra »Sions Sånger« kom hende på Læben. Da pludselig to alvorsfulde Stemmer talte sammen i Dalby Præstegård i Elvdalen om Guds Leden alle Sjæle hjem, om Opstandelsen i hans Barmhjærtighed fra Jordens korte Forvirring, dens Leg eller Kval …
Og hun smilte til Fader, hvis Øjne så på denne Stues Mennesker med samme forladende Mildhed som Pastor Rudenii på Sætersøndagens Bønder: alle det store Skovlands Børn, de altid Syngende og Vandrende — om Sangen så, var af »Mose och Lambsens wisor« eller af »Aftonquist-handbock«, om Vandringen gik mod Jerusalem eller Babel …
Men hvor vel følte hun sig ikke, når de — efter Besøgene ved Dalslands Brug, på Gustafsfors og Lennartsfors eller de kongelige Baldersnäs og Billingsfors, Uggla'ernes og Wärn'ernes og Posser'nes orangerihegnede Slotte, hvor de tropiske Zoners Skatte og de kontinentale Hovedstæders And og Skønhed samledes til Fest i de høje Sale, hvor Christina Egyptia Bonaparte, Prinsesse af Canino, den store Napoleons Broderdatter, herskede — langs Lelången eller Stora Lee nåede op i Nordmarkens øde Skove, hvor de på de tilgroede Stier kun mødte Kul- eller Jærnkørere fra de små Hamre, eller Bønder i deres grå Vadmel og med et Hestekobbel efter sig, på Vej til Årjeng Marked.
De strøg stumme Märta og hendes Fader forbi uden Hilsen og Smil. Folkene herinde kendtes lidet i det øvrige Värmland, de regnedes halvvejs til Norge. Det var dem, der
