Side:Jærnet.djvu/228

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

222

ingen By vilde have i deres Skove, men lod den udstukne Plads ved Töcksmark Kirke gro til igen. De beskyldtes for Smugleri og Bedrageri i Hestehandlen, for Drikkeri i Smugkroerne og for uægte Børn. Hver en af dem var Nidvisedigter, og ingen kendtes herinde uden ved et Øgenavn.

Med deres Heste jog de frem med Skrig og Svøbeslag som selve Jehu, ved Kapkørslerne på Kristiania Fjord eller i Kristinehamns Varnumsvik i Februar- eller Fastingsmarkederne, den eneste Gang de sås uden for deres egne Grænser, vækkende Ubehag ved deres bidske Grovhed og Latter ved deres norske Dialekt og lange, hægtede Frakker: »gråsäckerna.«

Ja, alle var grå herinde, de kaldte Fader i hans sorte Dragt »Præsten«. Og her var skummelt og uvejsomt.

Djurskog og Åselskog og Järnskog — Fader huskede en Tid, da her ikke fandtes én Kørevej i det ganske Herred, og endnu kun sjældent knirkede Hjul dem i Møde. Den frostsorte Høst fra de stenede Jorde slæbtes hjem på Meder af unge Træer. Mangen en Nat måtte Märta og hendes Fader skjule Hestene i Skoven og selv søge Leje i Gårde, til hvis Tun knap synlige Fodstier klatrede.

Heroppe fra så de over sorte Skovkamme, grå Rullestensåse og lange, Hodagtige Søer, der syntes at hige imod Syd i den blodigtrøde Aften. Dage igennem ledte de sig ene frem mellem skyhøje Stammer, over Fyrremoser og gennem Bjærgkløfter, hvor Ispiller rejste stumme, evige Orgler af forlængst henfrosne Bækkefald, langs fredløst plaskende Søer, hvorover en Snestorm foer, nu som i Juli, da de sidst kom her forbi, og hvori Jættebroer af Kampesten fra bægge Kyster rakte deres Stumper mod hinanden som af Ensomhedens Længsel, Jutulbroer, bygte af Riser i svundne Sekler.

Bøssen veg ikke fra Faders Side, her var fuldt af Ulve herinde, af Losser, af Overtro og Angst og døde Dage. Her gik Plovfurer, og passeredes Agerstriber fra før Digerdøden, her steg Skud af Osmundssmedjers Slakker, og på Højderne Ruiner af Klostre og Borge, med Sagn om Dronninger af fremmede Lande; her brændte Ild over myrdede Mænd og over sunkne Skatte, over glemte Dages Lykke og