223
Synd; her fandtes rustne Nøgler, større end Mennesker nu kunde løfte, til Døre, der i Midnattens Time knagende oplod sig, men ved Hanegal og Morgenrød slog i som selve Tidens Porte.
Fra en Klippe i Foxen så de Grænsen til Norge, et hvidt og bølgende Bånd over Bjærge og Dale, svinde i det dunkle Fjærne — Vejen fra Ishavet til Skagerak, Asgårdsrejens Rendebane, fejet åben hver Sancta Sucianat, som et evigt Sår mellem Brødrefolkene.
Få var Husene i Nordmark, grå og med øverste Stokværks Ruder tilspigrede med Brædder, ingen Herregårde og Tårnene i Kirkerne stumme. Deres Klokker havde ringet som Skovenes eneste Stemmer i fjærne År, men sunget, omstøbte til Kanoner, deres Liv ud i Ukraines Snestepper. Eller de tav i Mosedynd, sænkede for Fjenderne i de Grænsefejder, der, uendelige som Grænsen selv, strakte sig fra Birkebejnarne til Karl Johan, og aldrig genfundne af de følgende Slægter — Klokker, forstummede som Kapellets i Lönnskog, der overlodes til Kaos af Reformationens Vrede, og hvis brudte Korring og Helgenbilleder, hun og Fader kom til i Vildnisset
Men i Torrskog kimede de viede Malme endnu stedse over de Hestehuder, som Bønderne dér, trods Bispers og Prælaters Forbandelser, førte til Tors gamle Offerplads.
Men i Holmedal tav de ved Brasens Legetid, ti Hr. Arvidius Arvidi Svala befol det 1782, at den liflige Fisk ej skulde forstyrres i sin priselige Formeren sig! Og det Folk, der glemte sine Kirkeklokker, respekterede end den Dag i Dag Hr. Arvidii Appetit.
Jo, i dette Land så fremmed for det øvrige Len fandt de dog Spor af Värmland! Märta og hendes Fader kom til Huse, der gabede med åbne Døre mod Skoven, så tomme, som var Beboerne ej blot på Rejse til Åmål, til Vinger — Kongsvinger — i Norge eller stora sta'n, Kristiania — men havde Digerdøden end en Gang vandret gennem disse fordums så folkerige Sogne. Og de sov uhindret i opredte Senge og spiste og drak af Hårdbrød og Buska, ugæret Øl, stillede frem på gæstfrie Borde, om Vandrere skulde komme.
Og se, inde på Skovstierne ved Bön kom en Kvinde
