Side:Jærnet.djvu/23

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

17

»Tøs!« sukkede det hult ovre i Skovene.

Og Steffan tog atter til Bens, ind mod Byen, hvis Kirkekuppel og Tage begyndte at nærme sig i den sortgrå Himmel.

»Susanna«, hviskede han, «Susanna, vær ikke vred! Men — hvem er Skyld i, at jeg ikke kan følge med jer, at jeg ingen Kræfter har? hvem andre end du? Jeg kan huske, at jeg en Gang var en stærk Dreng, at jeg kunde klatre i Træerne og tåle at løbe længe, men —«

Den Dag i Tårnet — hun havde hidset ham op, revet ham med sig i Karriere ned ad Trapperne, for, lige idet han greb hende, at puffe til ham, så han styrtede ud over Gelænderet, ned gennem Etagerne, til første Stokværk, hvor Rækværket fangede ham.

Og hvorfor? Fordi Brynte var lige bag ham, og hun vilde fanges af ham — Brynte, som da just var kommet til Byen … Å, om han aldrig var kommet, om de to altid var blevet ene!

Og først havde hun dog hadet ham, fordi hans Fader købte Savolaxhyttan, da hendes Familie måtte forlade den. Og endnu hånede hun ham, fordi hans Fader havde været Grubekarl, fordi ingen kendte hans Moder, fordi han ene brød sig om Jærnet. Og alligevel —

Som nu i Dag — hvor hun skreg, da Brynte greb hende — som Pigerne hjemme i Folkestuen eller omme bag Laderne og Boderne, når Karlene jog dem — af Angst og Raseri, og dog så sødt og svimmelt, som var hun glad… Og Brynte, han rev hende til sig, som vilde han omfavne hende, eller vilde han slå hende ihjel, som han råbte før, da hun hånede ham. Susan og Brynte — der var så meget hos dem, som Steffan ikke forstod, men de var jo også næsten et År ældre end han, over femten År, og havde ikke ligget atten Måneder og ikke turdet røre sig for Bandagen og ventet at skulle dø hver Nat.

Jo, jo, han mente det: Tøs! Hun var det, altid, i Dag som den Dag i Tårnet!

Hun havde nået ham før Brynte, og hun havde kastet