224
dem i Møde, strålende mellem Fyrrene som en Sol af de mange Skørters glade Farver i purpurrødt og grønt og Hovedklædets stive Krone — et Barn af Österwall Kirkeby på Klippen over Töcken Sø og alle de Skove, der var dens: Dværgestaden med Kirkespiret trængt mellem de ældgamle Huse omkring det lille Torv, Væg ved Væg, med Svalegange og mangefarvede Ruder, med oliemalede Drag- væv af bibelske Scener, med kunstfuldt broderede Hynder på vægfaste Egebænke — hvor en Gang selve Karl den XII sov en Nat i det sidste af sine År … et Ararat i fjendefyldte Skove, den mindste og tryggeste Landsby i det tabte Rige.
Hendes Hår lyste som Guldkæden om hendes Midie, hendes Hud som Birkenes deroppe på Klinten og Munden rødmede som en Drue af Blod, Slægtens i de otte Huse, som var hele Landsbyen, Nordmarkens ældste og rigeste, hvis Skatte regnedes i sexchiffrede Tal- Hun hilste mildt med hvide Tænder.
»Guds Fred og god Dag!«
Jo, de var dog i Värmland herinde!
Og ved Björklången lyse Sø, med Skillingsmarks hvide Kirke langt borte i Skovblået bag Odder og Øer, mødte de den store Landevej fra Norge — Vejen til Arvika og Björkenäs, til »Paradis«, hvor de atter en lille Stund skulde hvile og lytte til Birkene og Bølgerne, bag den sidste Grind, i den dybe, dybe Ro.
— Men der var også vinterlige Veje i Värmland, Veje under Skyhimle, så tunge at de skjulte Bjærgene, at de fyldte Højskovene med fygende Nat — blinde og sporløse Døgn, i hvis Bund Slæden krøb hen uden Håb og uden Viden, hvor al Lyd og al Tanke druknede i Fyrretoppenes Kogen, i Lossernes og Ulvenes forfølgende Glam, i Striden for at redde sit Kød af Frostens og Vilddyrets Gab.
Der var daglange Kampe med issky Heste, der, jagede af nedvæltende Sne, stampede baglæns, drivende Slæde og Passagerer ud af Vejene til Foget, der rasede over Afgrundene. Fader sled i Hestens Mule, og ustandseligt raslede Märta med den Lænke, der i disse Dage lå i hver Slæde, til at skræmme Dyret frem.
