225
Der var ihjelfrosne og ihjelbidte Lig, som man væltede over, af Mennesker og Dyr. Der var nedsneede Hytter i Finnskovene, på hvis Dør man slog sin Kno til Blods i Håb om Ly og Varme — og fik Dødens hule Hallo til Svar fra Stuer, hvis Beboere lå døde af Sult og Frost.
Der var Vildelser og Syner af Angst og Mørke, hendøende Drømme om evig Søvn; der var Fimbulsvintres Afsind og Verdensundergangs Delirier.
I en sådan Nat ude på Søen Värmeln endte deres lange Rejse.
De var komne fra Vänern, op over Grumsfjorden, forbi Edsholms Slot på den sorte Fyrrehøjde, hvor Märta i den knygende Sne syntes at se den onde Fru Rangela hvileløs Bakke blandt Ruinerne, mens Fader fortalte om Engelbrekt Engelbrektsson og Peder Ulfson Roos og deres Kampe mod Fogeden Herman Gissler, og nåede nu i den bestandigt voxende Storm, fra Borgvik, hvis Lancashire- og Svejseovne Fader havde tilset, forbi Vandfaldene ud i Värmeln.
Oppe i det trange Värmskogssund foer Sludet mod dem, som skulde de og Hesten kvæles i deres egen Ånde. Luften var sprunget i Tusinde hvirvlende Stumper mellem de sorte Skove. Fader havde hele den Tur ikke været sig selv; nede på Borgvik Brug havde han måttet lade Bælgmageren ene om Arbejdet og kun mægtet at lægge Modelérpindene op for ham. Ingensinde før var det hændet. Bælgmageren, Fridolin Backa, havde skottet til ham gennem Brillerne.
Märta var bekymret og vilde, at de skulde søge Ly på Strand, hvis ældgamle, røde Huse skimtedes gennem Foget. Men det var endnu kun ud på Eftermiddagen, og Fader vilde videre, de tre Mil op til Brunsberg Jærnværk, der led hårdt i Kampen med det store Borgvik og ej kunde tage Tabet ved sin Ovn, der skullede.
Märta bad for sig: her ved Strand var det jo, at Värmlands Apostel, den hellige Torger, ihjelsloges. Fader havde så tit lovet hende, de skulde tage derind på denne Lenets ældste Gård …
Men Fader svarede febrilsk, at de måtte nå Brunsberg, ja Rinnfors Brug i Aften, så at de i Morgen kunde tage
