226
Reinholdsfors, Morianefors og det nye Segerfors ved Racken Sø. Alle de Brug sad ilde i det, den mindste Fejl eller Forsømmelse ved Driften kunde koste dem Tilværelsen! De fik ikke længere Kredit fra Göteborg. Det var allerede Januar, og til Marts, til Fasting, måtte de have Jærnet rede! Ingen vidste, når han kom igen.
Sandelin på Segerfors, der havde kæmpet i otte År for at rejse sit Brug, skulde han miste det nu? Desuden, Fader længtes hjem, til Björkenäs, bag Grinden. ja, han var træt, men han havde ingen Efterfølger, der kendte både gamle og nye Maskiner som han. Fridolin Backa havde kludret med Gassvejsesovnen på Borgvik …
Englands Stenkulsovne truede Patronerne, ja hele Sverrig, Priserne faldt — svensk prima jærn måtte sælges billigere end engelsk Puddeljærn. Men Tolden steg og steg, alt mens Lancashire mindskede sit Trækul og skabte Jærn, blødere og jævnere end vort, Verdens ædleste. Mistede vi både Export og Ry, hvad da?
Faders Hænder rystede om Tømmerne, hans Kinder brændte, mens Øjnene søgte flammende Vej gennem Snehvirvlerne. Han måtte se de Brug efter, siden — —
Og Märta, der altid blindt havde lydt sin Fader, tav, men lyttede skælvende til hans stønnende Åndedræt.
Og videre stred de sig opad mellem de utallige Holme, hvis mørke Fyrre og Oldtids Dysser styrede mod dem som under Sneens brusende Sejl — Värmskogens hjärta, Gullholmen, Enträdsholmen, Krokstadöen, Adelöen — og de øjnede alt forude, over Skärmnäs, Fågellekens svimle Tinde, ja skimtede Snerøgen rødne af Brunsbergs Højovn og fornam Dunket af dets Hamre — da et Skrig nåede dem langt borte fra, et Nu —
»Hørte du?« Fader skød Ulveskindshuen fra Øret og strammede Tøjlerne.
Märta vidste, hvad det betød og stammede: »Nej«, nu så nær ved Kyst og Hus.
Men i det samme kaldte Skriget igen, som under selve Isen, i yderste Nød.
»Jo, jo! det er ved Slorud, ved Gullsby-Elven, Vågerne
