Side:Jærnet.djvu/233

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

227

dér — de kører i — Det er Jærnkørerne fra Nollby — og de frem, det er det fattigste af Brugene. Fossen ved Skålsøerne løb tør, og Smeddene sad og græd ved det tomme Fald. Jeg så det selv. Min Mester, Bengt Branzell, og jeg gravede Sandvolden igennem, vi skulde nybygge Hamrene, men Vandet løb den modsatte Vej, og om Morgnen var Søen tom. Hamren måtte flytte. Det er min Skyld, min og Branzells. Jeg var ung den Gang, men —«

»Jamen, Fader«, Märta klamrede sig til hans Arm, »de kender Drivisen som du, de kan springe af og —«

»Jamen Jærnet! Jærnet!« Fader sled i Hesten, der stræbte mod Land, »det til Borgvik! Arfwidsson skylder Schagerström og Helin! Går det til Bunds, er han færdig. Og det er Sønnerne selv, der kører, de slipper aldrig Læsset! de véd, hvad det gælder, før går de ned!«

»Så skynd dig, så skynd dig dog!« råbte han til Hesten, hvid i Ansigtet, med skinnende Øjne og Skum om Læberne.

»Nej, Fader, nej!« Märta kastede sig over hans Arm, »du er syg, du kan ikke!«

Men med et Blik på hende, fuldt af Forfærdelse, rev han sig løs, mumlende: »Det er min Fejl, jeg må gøre den god igen,« og tvang Hesten rundt.

Den stejlede og udstødte et Skrig, der blandede sig med det histude fra og Faders Stemme, som løftede sig til det Yderste, slyngende sin Trøst og Advarsel ud mod Stormen:

»Mod Vest! Mod Vest! mod Kirken! Vi kommer!«

Og frem gik det påny, et Par hundrede Alen, hvorunder Råbene kaldte og søgte, slyngende sig i hinanden som et Par Hænder i højeste Angst — da Hesten med Et kastede sig til Siden og med Snuden mod Isen jog ind i Læ, hvor Skæret af Ovnene virrede, og Hamrene dundrede.

Fader rev i dens Tøjler, hængende sig bagover og slyngende sit Råb gennem Foget. Et Ryk — og han brast forover, med Brystet mod Slædekanten, i en Fos af Blod, kvalt i sin sidste Kalden.

Det vildfarne Skrig skingrede endnu en sidste Gang, så lød ene Märtas Jamren og Hestens rasende Hovslag.