Märta Moll tav, men Steffan rørte sig ikke, med Hovedet dukket i hendes Skød. Suset af Skoven derude fyldte Stuen, og i Blinde greb han efter hendes Hånd, som i Barndommens Nætter, når Syndfloden steg og steg om ham.
Skoven, han var dens, fra Arilds Tid — Skoven, der fyldte hver Krog af hans Hjem som en Dom … Han stønnede træt, som Kunstmester Moll, der ej kunde fuldkomme sin Pligt, ej rette sin Brøde, fanget i stærkere Magters, i Uvejrets Vold.
Han havde med ham søgt de Hamre, der lød i hver Vrå af Värmeskogen, som selve dens Hjærteslag, som Guds eget — og fangedes med ham på Vej imod dem, imod »Paradiset«, af Suset … O Gud nej! fangedes ej som Mester Moll: at dø for den Gud, for hvem han havde levet, men for, som »Knægten«, som Fanten: at rejse uden Liv, uden Død, som Suset selv over »Bjærget«!
Vejen gennem Järnbäraland, Mester Molls, mod Arbejdet i Døgnet, mod Hvilen i »Paradis« — ham havde den båret, som »Knægten«, som Fanten, imod Legen i Nuet, imod Vandringen i Evigheden — imod Eventyret: Drøm og Længsel …
Gud havde han søgt — og fundet sig selv: Stolle-Namnlös!
»Märta,« hviskede han med lukkede Øjne, »syng Sangen igen, fra jeg var lille — Hedborn, Märta!«
Og mens Märtas sagte Stemme gennem det uophørlige Sus af Skov nynnede Vuggevisen for Skovlandets Børn:
»Ute blåser sommarvind,
göken gal i höga lind —«
