231
Derude sad Susan og Brynte, Kind mod Kind, Hånd i Hånd, i Varmen, i Lyset midt i Natten. Og han ene her, hvor Vejen endte blindt i Skoven …
Han hørte Märtas Stemme:
»Jeg må gå nu, Steffan. Pigerne og jeg skal på Bodloftet efter Juleurterne Tænd nu Lys, min Dreng.«
Men han rørte sig ikke, greb ikke efter »Skärtunnan«, det gammeldags Fyrtøj med Ildstål og Tønder, som Farbroder havde medbragt fra Finnskovene og højtideligt forlangt, ene måtte benyttes på Morgongåfva, alle »Friktionsstikker« til Spot! Han stirrede bunden på hin blussende Plet, hin svævende Ring af Ild, som bandt de to sammen og lukkede ham ude — Højovnen, flammende af Jærn, af Jordens Blod, med dens Høst: Øxer, Sværd og Lænker, Tårnet rejst over Kaos på Guds Bud, bærende alle Levende, Folk som Fæ, over Syndflodens Vande — Rådstugans Trælle og Hyttekransens Herskere, ja, Masovns-Borkarne med. Kun ikke Stolle-Namnlös, Vandreren uden Navn og Land!
Han løftede sig fra Hynden som i Ve. Og gøs.
Han havde mødt et Ansigt i Ruden dér, i Skovmørket — sit eget!
»Den, der søger sig selv i Spejlet, vil aldrig finde nogen anden«, lærte Maja de Unge dernede i Folkestuen… Men han havde søgt Gud, »Bjærget«s: Jærnet, og dog fundet sig selv — Värmeskogens Fange … Ingen anden? O jo: Susan! — i sit Blods Inderste: i Jærnet!
»Gud, som jeg ej kunde finde i dit Rige, i Järnbäraland, er du her? Er det ikke Kaos'es Røst, men din? ikke Skoven, men Blodet, der suser i mine Øren? der tog mig fra Mester Molls Vej? der bar mig mod Evigheden? Finder jeg dig i hende, i Blodet? Men —
Hvad var det for Ord, Farbroder havde råbt, den Gang han, vild af Harme og Fortvivlelse over sin højest elskede Digters, Almquists, Flugt fra Sverrig og Sverrigs Stemplen ham som Giftmorder, selv søgte bort fra Menneskene og Livet, men efter kun få Døgns Fravær kom tilbage for af Moders Hænder at bede om Menneskene og Livet igen:
