233
den eneste Gæst på Morgongåfva nu og alle Dage, ja alt hans Liv … det tomme, det evige Sus …
Steffan bøjede sig frem og spejdede mod den åbne Dør, mod Skyggerne derinde af Gardiner, Skabe og Instrumenter, Stuen svømmende bort i Skumring og Skygger, Hjemmet uden Dag …
Og nu så han: Bøjet over det Linholmske Flygel, om hvis gulligt lysende Taster Harpen vævede sit Spind af Strenge, Farbroders langtlokkede Hoved, løftet mod Uno Troilis store Maleri af Moder — hans hvide Linkraves, hans Pandes og hans Hænders Lysning, ubevægelige som Moders … to Døde, der stirrede mod hinanden, to evige Fanger …
Og rakte helt ud over Tasterne, med Harpens Strenge som et Gitter bag sig, nåede Farbroders Hænder Moders.
Steffan greb om Døren. Sladderen i Filipstad om Moder, om Farbroder Anselm …
O Gud, om Sladdersøstrene nu så Farbroder, hvem de alle hemmeligt tilbad og offentligt smædede, for Moders, »den danske Frues« Skyld! om de nu så hans og Fruens Elskov!
O Gud, og jeg selv — og Susan en Gang? O Brynte og Susan under Ildringen derude! »Afrodite og Vulcan — Elskov viet til Arbejde«, lærte Farbroder dem af Moritz' Mytologi …
Men selv sad han nu på Klaverstolen, med Øjnene i Moders, mens hans hvide Hænder svævede over Tangenterne — spillende sin Kærlighed dens Hymne, lydløs, uforgængelig som den selv.
En Aften på Djursäter havde Moder og Farbroder, som så ofte blandt Fremmede, rejst sig op og var gået ene ud på Altanen mod Yngen, og Hadar Böös, der endnu blussede af en af sine vante Stridigheder med Farbroder — denne Gang om Geijers i sin Tid påtænkte Ansættelse som Biskop over Karlstad Stift — nikkede brysk efter dem:
»Jo, jo, go'e Anselm, du har dine Grunde til at forsvare Amalie v. Helvigs Ven!«
Fader var ovre hos »Monseigneur,« den franske Emigrant
