235
Han svimlede, som foran en Afgrund. Var han ikke Brynte og Susan lig — han var end mindre lig Fader, Farbroder og Moder! ejede han ej Styrken til Jærnet — han ejede end mindre Modet til Drømmen!
Denne Stue, den var ej Skumring og Skygge for Farbroder, for Fader, for Moder. Han så dens Dag til Skumring. Og Ildringen derude over Skovene: Jordens Arne — han så den til Helvedes Pøl!
Du min Gud, gør mig til hvem du vil, men til én, ej til to og ingen! Eller — min Evighed er et ufødt Sekund og jeg selv den Vanskabte!
Han foer sammen.
Farbroder havde slængt sig på Taburetten foran Flyglet, og over de Taster, som nys sukkede deres Hymne til Sorgen, den lydløse, uforgængelige, støjede nu alle Letsindigheders Skjalds, Lindegrens, til Øjeblikket:
»Pressa drufvan, glaset fyll!
Ack, hvad båtar, att du klagar?
Nej, med hoppets glans förgyll
dina sparsamt gifna dagar!
Sötman sug af hvar minut!
Snart är hela farcen slut!«
Steffan ludede sig mod Dørkarmen, ene, med Mørke til højre og til venstre, uudforskeligt, bundløst …
O Gud, du vilde ej gøre mig til Jærnets Mand, så gør mig til Vallon! Eller styrt mig, som én Gang Susanna.
»De kommer!« Farbroder vendte sig brat, med Hænderne på Klaviaturen, lyttende mod Ruden.
Og fjærnt, fjærnt fra Suset randt en Lyd, en næppe hørlig — Glimtet af en Perle, der atter forsvandt i Mulm …
Fader og Moder kom. Ja, kom I to, som véd min Hemmelighed, kom og sig mig den! Glem mig ikke for jer selv, nu som altid! Kom og gør mig hjemme hos Eder, på Morgongåfva! Eller giv mig mit Løsen og send mig ud i Järnbäraland!
Suset strømmede druknende om Huset. Farbroder lyttede på Taburetten og Steffan fra Tærsklen. Og atter
