237
»det var Parken så nådig at gemme — og Folkene at svede i,« han nynnede.
Det var Farbroder, som sang hin Jærnets Sang, der for evigt slog Steffan i Lænker … Han nikkede, og atter spejdede hans Øjne:
»Hvorfor rejser I altid, Farbroder?«
»Rejser — hvem?«
»Du og Officérerne og Håndværkerne og dem i Folkestuen — og de fjorten på Östanå. Du siger, at der aldrig fandtes ét Gæsteværelse tomt i Värmland.«
»Nu,« Farbroder hældede Hovedet på skrå, som kunde han hurtigere finde de Kommende frem af Mørket — nu ringede Klokkerne uhindret gennem Suset, frem og frem — han smilte, »vi bor jo i Fernebo, Steffan lille.«
Ferneboerne, de fra det Fjærne — Fernow, deres Historiker, og Fernebo, deres Hjem — O Gud, et Hjems Navn.
»Vi er de fire Vindes Børn,« nikkede Anselm, »og fare mod de fire Verdenshjørner! Husk, hvad skrevet står om Filipstad: på Hertug Karls Bud befolkedes den med »hvarjehanda slägtom och tungomålom.« Nu søger hver Landet, hvorfra han kom!«
»Belgien, Farbroder, Valloniet?«
»Belgien?« Anselm kastede utålmodigt med Hovedet, »er det et Land? Et Delta er det — af alle Europas Floder og Folkeslag — af Rhin, af Mosel, Main og Maas, af Romer, Kelter, Germaner —«
»Men Farbroder, er vi da ikke hjemme nu, i Värmland?« prøvede Steffan.
»Värmland? Sig ikke Land, sig Skov!« Farbroders Nakke. slog som Hestens, der mærker Tøjlen, »Trätälja, Træfælder, kaldes det første Menneske her, fordi han banede sig Vej, med Øxe. Siden går vi alle med Øxer og søger ud. Men går i Ring, som altid i Skove — og vil ikke andet! For så kan vi blive ved at gå —: alle Steder hjemme og alle Vegne fremmede, Brødre med al Verden og Fædre til ingen. - som Atterboms Skyer!«
Han nynnede:
