238
»Upp genom luften, bort öfver hafven,
hän öfver jorden i stormande färd — —
människan, djuren i qvalmiga nästen
lyssna med om till vindernes dån!«
Suset strømmede bundløst over Taget. Klokkerne var sunkne bort, i Fyrrehulen bag Hemtjärnet.
Farbroders Hjem, Idet bag Daglösen — ingen Vej endte dér, og ingen Vej gik derfra, kun Skoven og Bølgerne spandt om det, Dag og Nat. Farbroders høje Stemme og hans Violin, Gæsternes vexlende Skridt og Mamsel Svalas Trippen på Trapperne og i Gangene … Og Susets, Susets Spinden …
Farbroders Hest og Karriol stod på Morgongåfva de få Dage, de ikke rastede under fremmede Tage. Og hernede på Bredden, ved »Lure«, hvor »likvålens« Stene stod i Ring, og en Gang Følget, der kom med de Døde fra Skovene, i Kobberluren kaldte på Båden histovre, som skulde bære dem den sidste Rejse til Fernebo Kirke, dér jodlede nu i samme Kobberlur, ophængt på »likvålens« største Sten, Knægt og Spillemand og Fante sit Hallo mod Idet, Stationen på Færden, Huset, hvor der aldrig savnedes Gæster, men altid Vært, alle Trækfugles flygtige Rede …
Värmeskogens Rejsende: Junkere og Betlere — Rømningsmænd fra Hamrenes og Urenes Takter: »I Dag som i Går! I Dag som i Går!« Jægere mod nye Døgns og Døres Velkommen, mod festlige Violiners Forjætten fra oplyste røde Gårde, mod de hundrede Hjem, der var deres, de Hjem- og Familieløse! Sønner alle Vegne, Fædre intet Sted! boende i fremmede Mænds Huse og elskende deres Hustruer — platonisk … Ja, Vindenes Børn, de ansvarsfrie Valloner, satte til at røgte »Bjærget«s Skat: Jærnet, Jordens Kår og Dom!
»Med hvarjehanda slägtom och tungomålom« befolkedes Filipstad, Byen derinde, hvorover Ildringen evigt skinnede. »Europas Arbejdsstævne, alle Folkeslags Smedje«, som Farbroder kaldte den i sin og Faders »Beskrifning öfver Värmland«, Og videre, i Dokumenterne som han og Fader afskrev, Hertug Karls egne Ord:
