240
under »Bjærget«s Jordskred; Slag af Olof Trätäljas Øxe; Glimt af Magnus Smeks Bondeovne, slukte under den sorte Pest, Stormannadøden, Kaos'es Brus …
Hør Bruset over Mertha ved Nyhyttan, »Bjærget«s eneste Genlevende — hendes søgende Trin over Plovfurer i Urskovens Dyb, over Slagger fra Ovne, hvis Ild blæstes ud! Hør Klemt fra Klokker i glemte Kirker: Kapelhedens, Ekshärads … Messer over Døde, strakte foran Altre, hvorom Træer gror, faldne ved Miler, der brænder ud og hyller Skoven i bitter Røg, sunkne over Ambolte i Tjørnes Favn, eller liggende i Grubers Dyb, i Rødders Spind og underjordisk Regn, der drypper og drypper gennem skredne Gange!
Hør Skrabet af Udyrs Kløer, Trampet af Jætters Fødder, Spor vi endnu ser i vore Fjælde, af Gomer Värmicus og Sten af Vänern, Bravalla-Slagets Bersærker!
Se dér i Värmeruds Vildnis: brændte Egestubbe fra Portsøjlerne til Olof Trätäljas Kongsborg, Stenfliserne fra hans Stad!
O Nøglen, Kæmpenøglen i Nordmark, som ingen nu kan løfte, til Døre bag Digerdød og Syndflod, til Värmlands ældste Hjem, Höks i Hökesberg, Kæmpe-Skelettet, som vi fandt i Fyrrebjærgets Hjærte, med Stålbue på sit Bryst! O pestslagne Slægt, Syndflodens Ofre, Muld for Skovene og os — som en Gang for Jer hin Slægt af Variner og Markomanner, der dyrkede Kybele i Gillberga, hint Alfheims Rige, som i Kong Domalders Dage sank i magna maters bundløse Skød …
Fernows Ord: »Ett tidehvarf slutade, och i det nästa betrakta vi en ny jord och ett nytt folkeslag« …
Men Gunno Dahlstierna svarede: »Folket er et andet, men Landet bliver det samme.« Ja, evigt det samme: Jærnbjærget, Magneten, der vil Sejr og Undergang — Tyrfing, der hugger den Hånd, som drager det, umættelig på Blod …
Og den nye Slægt, Hertug Karl, som du hentede til den Arvelod, der blev din, Kong Göstas yngste Søn —: ej Östergyllens Sædemarker eller Sörmlands Vænger, der under din Faders Aftensol stod »öfverallt lustiga och väl tillprydda«,
