241
men Jærnets Del: Värmlands Krat og Gruber, stride og sorte som hans og din Arbejdsdag, Parten, der overlodes dig af Broder Erik, Strengespilleren og liden Karins Elsker, og af Broder Johan, Liturgisten og Slotsbyggeren —: Slægten fra de fire Verdenshjørner, de fire Vindes Børn, som du bød Hjem her i Fernebo, tog du så fejl af den endda?
»Det var ikke ét Folkeslag, det var alle,« skrev Farbroder, »alle Evner og alle Muligheder, de blodblandede Hjemløse, Deltaets Grøde … Hør deres Værkers Navne: Hectorshyttan, Saxåhyttan, Franzoshyttan —: alle Tungemåls Hymne til Store-Karl, at han valgte ret, da han lod de Rodløse slå Rod i »Bjærget«.«
Således skrev deres Ætling, den femogtredivte Gæst på Elfsbacka, der lod Parken gemme Ovnene og Folkene svede i dem …
»Moren har gjort sin Pligt, Moren kan gå!« råbte Denis Barchäus på Savolaxhyttan …
Ja, Eventyret var omme: alle Strømme dæmmede, alle Gruber fundne. Nu kendte Jærnet sig selv, Herre i sit eget Hjem, Store-Karl så sig om efter en ny Slægt: ej Stifindere, Opdagere, Skattesøgere med Ønskevidjen i Hånden, ej Valloners Sønner, men Daglejeres: Børn af Grubekarle, Lærlinge af v. Schéele …
Og Vallonen? Han drømte, at han havde fundet hjem igen, til Frihedens Land Valloniet, fra Århundreders trange Smedje! Han havde sluppet Hamren og grebet Violinen påny — han mente, han spillede sin genfødte Friheds Hymne … og spillede sin Dødssalme …
Hørte han da ikke den nye Stormannadøds Brus over sit Hoved, sit Hjem, sin Ovn, sine Kirkers sidste Klokkeklemt? vidste han da ikke, at aldrig slap »Bjærget« den Rod, som det én Gang fangede? at »Bjærget« blev hans Grav som Höks, den første, som Magneten drog? at hans Kiste alt stod åben i Värmeskogens Fyrrehjærte? »Ti Slægten er ny, men Jorden evigt den samme« …
Barchäus' Dødsråb på hin »Jærnets største Dag,« Missionærernes Ravneskrig dernede og v. Schéeles Dom: »Én skal leve, og én skal dø!« — Lovens Tavler af Sten og Malm
