Side:Jærnet.djvu/249

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

243

sang Vallonens rette Frihedssang: hans sidste! og at »Bjærget« fik slippe den Rod, så sandt dens Blomsterfnug føg befrugtende over Verden, intet Steds og alle Steds hjemme …

Og påny gøs han af Ensomhed. Ti for ham, som for Ane hin Gamle, var Døden Død — og han begærede ni Slægter, at labbe Mælk af det Horn, hvis Vin Vallonen tømte i én Rus.

Men Värmeskog — sagde Farbroder ikke, at dér gik de i Ring, for aldrig at nå ud, som man kan i Skove …

Men hvad stod der om Lunden i Bjällerud? At den var drevet hid med Syndfloden som Värmeskogens Kim, og at der var Død over hver den Hånd, som fældede ét Træ i den, alle Trækfugles og Folkeslags Rede. Og dog — hørtes ej Øxen nu? i Guds egen Hånd, alle Træers og Drømmes Trätålja?

Gak Vallon mod det Uopnåelige! Nu gløder Jærnet, nu skal der smeddes! Skoven, dit Hjem, er omme!

»Farbroder,« udbrød han, »Branzell, Præsten, ligger dernede på Tiggerbænken.«

Anselm stirrede på ham med stive, glansløse Øjne, glemmende selv Klokkerne, der nu atter ringede frem, fra Hulvejen ved Hemtjärnet.

»Hvad siger du? Branzell? Dernede?« han greb ham om Armen.

Steffan mødte hans Øjne. Ja, dernede, hvor vi alle skal ende, på vor Plads …

»Og det siger du først nu! Tegnér, Geijer, Troili —« Farbroder rev en Stage til sig fra Bordet og var i et Spring ude af Døren.

Steffan hørte hans Løb ned ad Trappen og så hans mørke Hoved i Gården forsvinde i Kælderhvælvet. Ene stod han, med Hænderne i Karmen, og stirrede ud mod den røde Plet, Ildskyen, der svævede over Filipstad, alle Slægters og Tungemåls Stad, over Skoven, som den langsomt åd i sin gloende Bug — Skoven, Vagabondens Hjem, Kaos …

Ja, æder vi dig, æder du også os — og hvis Appetit er størst?