244
»Fjorten Dage er vor Tjeneste!« sang Officérerne i Malöga Kro og Göstakrog — men »Farbror Adonis's var end ikke én Time… Og dog — »se til Markens Liljer —« »Landet der flyder af Honning og Mælk, Guds udkårne Folk«! kvad Farbroder på Violinens Streng — der var af Stål, eller over Klaveret, hvis Ramme var af Jærn …
Om Ringen derude sluktes — her blev evig Nat i Värmeskogen, Fimbulvintres Mulm og Ulveglam, ingen Sange, ingen Vandringer mer, Koreia var endt! Masovnsborkar var de — hver og en! rige Patron Eric Herman Choräus de Bésche og Stolle-Namnlös, »Anselm på Vejene« og »Sangeren«, Emanuel Branzell, den fortabte!
»Vi lever ikke af dit Jærn!« vrængede Susanna mod Brynte.
Men Susan, din Arv fra du Pont'erne, din Faders Lønning som Mester for Jærnets Borgere … og jeg? o Gud!
Han lukkede Øjnene. Morgongåfva? nej, Nætternes Skænk! løftet af Dybet, af døde Slægters Hænder, som vort Navn: de Bésche af Persbergs Navnestikker, af Afgrundens Malmskud! Gården for Enden af Vejen, bag Gruber og Ovne, under Stjærner, der lyser rene for Røg, blandt Fugle, der synger, uforstyrrede af Bælge — Gården, hvor ikke Hammerslag lyder, hvor ikke Jærnregninger opgøres og ikke Sømprøver fylder Kroge og Borde, men Instrumenter fra alle Lande og Bøger på alle Tungemål — Eventyrslottet er den i Järnbäraland, Valloniet selv, Deltaet for alle Rigdomme!
Ovre fra Bäckstugan, imod Skindbodens Snestriber og Istapper, stjal sig et sagte, lille Skær ud i Natten.
Nu hvilte de Gamle i hvert sit Kammers, hver med sin Bog. Sixten Råbock med en »Almanach för cavalierer« eller et »Magazin för konst, nyheter och moder«, Anders Stenkula med »Mamsell Arfwidssons: »Spå-, planet-, drömme- och blomsterbok« eller »Den riksbekanta Lasse-Majas öden, den byxlösa äfventyraren« … Jærnets gamle Tjenere med Eventyrets Bøger i Hånden, friede til Lediggang og Leg …
Det lille Lys og den blinde Hornrude i Smeddenes Labbhi: Gideons og Manja Bælgkvindes Hjem — se dem, Gud, og skån dem, når du dømmer Eventyrslottet!
