245
Hør Ildvagten dernede:
«— för tjufvehand,
för vilddjurs tand —
Klockan är to-olf slagen!«
Ja, for vor Tand, for vor Hånd skyt du, Gud, dit Rige!
Klokkerne, Klokkerne — Sølvklangen i Nattesuset .... Nu kom de, Fader og Moder, gennem Värmeskogen, fra de lærddomsfyldte Sale i Grandonkels Bispegård til de af Kunst og Musik fyldte i deres eget Hjem — »Bjærget«s Udvalgte, Fernebos rigeste og fornemste Herskab, med Hænderne rene for Jærnets Rust, med Klæderne frie for Fattigstuens Os — hans Forældre, med hans Hemmelighed, hans Løsen: at han var deres Arving …
Og han — skulde ikke være Vallon? O Gud: Vallonernes Fuldkommelse .. der i Jærnets Læ svor det Had!
Nede fra Folkestuen summede Rå-Nils' Fløjte og Føddernes Tramp i Laxarby-Vals — Tjenerskabet måtte jo våge, til Herskabet kom hjem,
Og ud af Kælderdøren skred Farbroder Anselm i det viftende Skær fra den trearmede Stage, som han bar højt over sit Hoved, i Spidsen for Ung-Pelle og Kalle Klang, der varsomt slæbte den døddrukne Præst på en Båre, en Bordplade, imellem sig.
Højtidelig, med det blege Ansigt vendt mod Lyset, vandrede Farbroder dér foran Toget, som ledte han en falden Heros til Graven — og Laxarby-Valsen surrede om Hælene på ham som Begravelses-Koralen.
Nået just til Portalen, drejede han hurtigt Hovedet og lyttede. De to Karle lempede Båren over Trappens stejle Granittrin, varligt, at den Slagne ej skulde støde sig på mindste Sten.
Men i et Spring var Farbroder forbi dem, med Lyset i Hånden.
Og gennem Grinden jog nu Bore med sit Sølvmorstæppe, sin skummende Svejfert og vajende Manke, i Skæret af »Ulvelygten« på Køresvendens Pande og Beslagene på
