246
hans og Herskabets Bøsser, med Faders og Moders Ansigtet under Slør og Pelse.
»Velkommen! Velkommen! Ingeborg og Eric Herman!«
Farbroder sprang, med den slukte Stage over Hovedet. midt igennem Snedriverne, forbi Stolle-Namnlös, der med udbredte Arme søgte over mod Søvnen i Ambetsmännenes Hus, mens Kalle og Pelle, gribende efter deres Huer, rejste Branzell op på Skrå, som en Kriger, der end på Valen hilser sin Konge …
Ja, Kongen og Dronningen på Eventyrslottet i Valloniet, dér kom de! Hvad var Farbroder Adonis', Göstakrogs fattige Officérers Pragt mod dem? Og hvad deres Synd og Regnskab på Dommens Dag?
Hvad var en Vise til Vejen og Dagen, mod de himmelske Violiners Formasten sig Evigheden heroppe?
Ildringen på Himlen flammede op — nyt Kul og ny Malm kastedes på, syvende Opsætning — et gloende Gab, spilt over Skovene …
Og ovre fra Ämbetsmännenes Hus, mørkt og slukket under Snetaget, messede gennem Farbroders Velkomstråb, gennem Laxarby-Valsen og Faders og Moders Stemmer, Adser Popps og Aslaks Salme fra »Mose och Lambsens wisor«:
»Wår Herre ropar:
Statt upp på vakt,
tag tid i akt,
förr'n hela mörksens makt
dig öfverhopar!
Ach hör! Ach hör,
förrän du dör:
hvad år det, som du gör?
Wår Herre ser
ditt raseri,
ditt aperi,
ditt skrymteri,
och hur du låter!«
»Vor Herre« — Värmlands og Jordens Gud! ja, se hans Tegn på Himlen dér: Jærnets Svælg .... Vallon, ve dit Aberi!
