252
Han lukkede Øjnene. Fartens Træk isnede om ham — lydløst, svævende bares han frem mod hende, mod Lykken!
»Lyst ifor og mørkt ibag!« — bag ude i Skoven svandt Ensomheden, Hadet og Brøden — de biede dér igen, såvist som Lindormen på Stenen, men var derfor de tvende Ugers Sødme mindre sand?
»Carpe diem!« stod der over Farbroders Dør på Idet, og han vilde plukke den — som en Vallon, og spise sig mæt for altid.
Han slog Øjnene op. Hele Yngens islagte Sø strømmede mod ham, med Holme og Øer som sorte Tuer og med Odder og Næs som lave Skykæder — en dunkel Rotunde, fyldt af Hestehovenes Trommeslag.
Lykken — jo, den var hans som de andres, nu han vidste, hvad den var: Luen i Värmeskogen, Festen i Midvinter-Natten! Og han knugede Hænderne om sit Eje: Øjeblikket, det umistelige, Levebrødet til de lange År på Morgongåfva!
En Lyd nåede hans Øre, knap hørlig, sukkende sig frem som gennem selve Søen.
»Farbroder,« han lyttede under Basliken, »hvad er det?«
»Det?« Farbroders Stemme lo, »sover du, Steffan? Kender du ikke Pumpeværkerne i Persberg?«
Steffans Hænder slappedes —. Pumpeværkerne i Persberg, den aldrig ophørende Knirken og Klagen af Gruberne, »Bjærget«s Suk gennem femhundrede År …
Søen, som de nu foer henover, lette som Fugle, Dybet, der bar dem .. på Sommerdage glødede det rødt: én Grube af Malm, »Bjærget«s Blik gennem blå og solskinnende Bølger …
Men — han knugede atter de bristede Hænder — som det Blik nu stængtes bag Is og Mørke, stængede han sit Øje og Øre! Som Vallonerne, de Fremmede på »Bjærget« der havde deres Hjem i Fernebo, sagde han sig fri, blot dette Nu, for Del i den Jord, som måtte føde sin Skæbne af sit Hjærte, som Mennesket, i gamle Cillufs Viser, af Soten i Siden.
O fri — ved Festen! som de andre, fri for Pligt og
