253
Samvittighedsnød, for Had og for Angst: Vallon — og lyksalig!
Hesten gjorde et Spring — en Skikkelse dukkede frem, som groet ud af Isen, jordlav, svulmende af en mægtig Pose over Ryggen …
Farbroders Stemme kaldte:
»Zefyr! Zefyr!«
Og hilste: »God Aften, Elias Bjur!« og atter strøg kun Horizontens Skovrand hen, og hamrede Hestehovene deres Fanfare. Men Steffans Hænder løsnedes påny, lempeligt, afmægtigt.
Døve sit Øre, blinde sit Øje for Jordens Røst, for dens Blik, et Nu eller Livet, her på mons ferri? Umuligere end at løse sig af dets Tyngde! Men fries for sin Part i dets Grund? Å jo, om Jærnet vil, så hastigere end du ønsker!
Manden dér med Posen, Elias Bjur, og Morgongåfva —
»Farbroder,« han vendte sig, rystende til Fingerspidserne af Dybets Kulde, trods Pelsen, trods Gedeskindshandskerne, som Märta Moll havde lagt i Vand i flere Timer til Turen over Søen, »Farbroder, er det — er det, som Brynte siger, at finder en Skattesøger Jærn under Morgongåfva, er Jorden ikke mere Faders eller min?«
Farbroder så på ham, uvillig, under den spidse, sorte Pelshue og de sorte, flagrende Lokker.
»Ja, ja,« nikkede han kort, »det véd du jo! Helgeandsholmens Beslutning: hvad der ligger dybere end Ploven går, er Kronens — fælles Eje,« Anselm smældede med Pisken.
Fælles Eje —: alles Frugt, alles Dom … en Frugt, en Dom til Døden …
»Blev du bange for Elias Bjur?« spurgte Farbroder, og han lo. »Den Skattesøger er ikke farlig — for Morgongåfva!« han nynnede sorgløst. »Frygt ikke, det er jo ikke Jærnet, han leder efter.«
»Farbroder,« sagde Steffan dæmpet — Sukket fra Persberg derovre, Pumpeværkets Knagen og Vindernes Skrig, trængtes nærmere og nærmere, »Farbroder, fortæl om ham og om Patron Jacob.«
